1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

566 Kongens personlige Indgreb og Styrelse. allerunderdanigste Forestillinger, og paa Grund af Resolutioner, der gik stik imod enstemmige Udtalelser fra vedkommende Autoriteter, med Hensyn til hvad der var Lov og Ret, Sædvane og Billighed i de paagældende Tilfælde1). Nogen formel Forandring i dette indre statsretlige Forhold skete ikke, før Reskriptet af 29. April 1814 bestemte, at alle Sager fremtidig skulde forelægges i Gehejmestatsraadet, hvor Kollegiernes Forestillinger vare at fremlægge af Kollegiecheferne. som skulde samles to Gange ugentlig. Men allerede i Slutningen af 1813 havde Kongen Statsraadsmøde, første Gang i de mange °g lange Krigsaar. Aaret 1813 var rigere paa Skuffelser end noget andet. Den Tilslutning til England, der var forsøgt i Be- gyndelsen af Aaret, var mislykket, og den Reorganisation af Finanserne, man havde ventet sig af Forordningen af 5. Januar, var saa langtfra indtraadt, at en ny Bankerot var af frygte. Kongens Tillid til de tidligere Ministre var efterhaanden veget. Vi have i nærværende Skrifts anden Bog haft Lejlighed til at fremhæve en Række af Tilfælde, hvor Kongen gik imod sine Kollegier eller endog gav dem skarpe Tilrettevisninger. Vi skulle tilføje et enkelt af helt upolitisk Art, men hvor Kongens personlige Vilje endog paa en uhyggelig Maade gjorde sig gældende. En Tjenestepige havde stukket et Barn, hun havde Tilsyn med, en Kniv i Halsen, saa det var død, og Højesteret havde ikendt Pigen Livsstraf. Det syntes imidlertid af Sagens For- historie at fremgaa, at Pigen hverken havde handlet af Egennytte eller Hævngerrighed, men snarest var noget sindsforvirret. Som Følge deraf anbefaledes hun enstemmig af Højesteret og indstilledes selvfølgelig derefter ogsaa af Kancelliet til Benaadning paa Livet (Forestill, af 4. April 1809). Kongen befalede Exekutionens Fuldførelse (Res. af 8. April). Det meningsløse ved det stærkt personlige Regimente falder endnu mere i Øjnene ved den grænseløse Masse af Smaasager, der efter Da- tidens Statsskik skulde til den øverste Statsmyndigheds Afgørelse. Og det faldt gajiske i Kongens Smag at have selv med de mindste Detaljer at gøre, hvad der vidner om en prisværdig Arbejdsomhed, men maatte have været til Skade for de vh’kelige Statsforretninger, selv om en Konge af støwe aandelig Lødighed end Frederik den Sjette havde beklædt Tronen. Som en Undtagelse, der bekræfter Reglen, skal anføres et lille Reskript fra et af de mest kritiske Tidspunkter i Datidens skæbne- svangre Historie. Under 24. Februar 1813 reskriberede Kongen til „Vort danske Kancelli11: „Den i Skielskiør ledigtværende Politibetientpost kan for denne Gang af Gancelliet selv besættes. — Frederik R.“