1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

Kongeparrets Kroning. Fred over Landet. 569 Gang vendte sig hos dem, der turde nærme sig Kongen, derfor ogsaa tilsidst direkte imod ham. Men Folket var roligt, og de meddelte Stormandsudtalelser vare de yderste, kendte Udbrud af Dignitarbevægelsen. — Saa føjede Kongen sig, og i April 1814 genindførtes, som sagt, den gamle Statsskik. Derefter deltog Kongen i Wienerkongressen, uden synligt Udbytte for Land og Rige. Og den 31. Juli 1815, paa Kongeparrets Sølvbryllupsdag, kronedes det i Frederiksborg Slotskirke med megen Pragt og under Folkets Festjubel. Den hellige Salvingsolie fornyede den Glorie om Majestæternes Hoveder, der omgav dem i Livet og i Døden. Og Resten af Olien hældtes ud over Landet og virkede stilnende: havde der i de stormfulde Aar været nogen Bevægelse, udglattedes nu det sidste Skvulp, havde der i hin Tid været et svagt Ekko fra Verdenshavets Drøn, hørtes herefter ingen Lyd fra den Kanal, hvor Vandene vare ledede ind, og hvor ingen Krusning af Overfladen kom til- syne. Men paa Kanalen sejlede Frederik den Sjette, siddende i Forstavnen af sin Baad og iført det Admiralsskrud, der sømmer sig den Øverstbefalende. Medens Krigsaarene saaledes ikke medførte nogen For- styrrelse af Samfundsfreden, politisk set, gav de adskillige Anled- ninger til moralsk Forstyrrelse. Hvorledes de indirekte paavir- kede den almindelige Samfundsmoral, er omtalt tidligere; men de forøgede desuden direkte Forbrydelsernes Antal, i hvert Fald i Hovedstaden. Der var en evig- Klage over, at Tyverier og Hælerier foregik i et Omfang, som man aldrig før havde kendt. Dette Forhold havde, efter Datidens egen Opfattelse, sin Grund i, at der var samlet meget ledigt Militær, og, naar Kapreriet laa stille, mange ledige Matroser i Hovedstaden. Der- næst var Fattigvæsenet ude af Stand til at hjælpe de Nød- lidende; Forældre holdt ikke deres Børn til Skolen, men lod dem drive om paa Gaden; Politiets underordnede Personale var ude af Stand til at røgte sin Gærning, saa at det endog fandt sig i den Uskik, at Bøndernes Vogne vare omgivne af rapsende Drenge i saa store Skarer, at Bønderne vare bange for at bort- jage dem. Endvidere var der et Utal af Brænclevinskældere r ----------■ --