Københavns Folketal. Slutning.
627
Befolkning. En Indvandring til København af Militær og Ma-
troser er tilmed højst sandsynlig; alt i alt har man saaledes
ingen positiv Grund til at tro, at der i Krigens Aar har været
større Udvandring fra end Indvandring til København. — Tænker
man sig da, at de henved 5,000, der døde flere end der fødtes
1807—14, opvejes af de henved Par Tusind, der fødtes flere end der
døde i Femaaret 1802—06 (efter Statistisk Tabelværk endog ca.
3,500) og iøvrigt af et Indvandringsoverskud paa nogle Tusind
i det nævnte Femaar, vil København have haft samme Folke-
tal ved Krigens Udgang som ved Aarhundredets Begyndelse:
100,000 Indbyggere. Men noget sikkert om, hvilken Indflydelse
Perioden 1807—14 havde paa Københavns Folketal, lader sig
ikke udtale.
Sikkert er det derimod, at 1807—14 gjorde København til
Hovedstad for en reduceret Stat, en Smaastat, der var bleven
berøvet en Tredjedel äf sin Befolkning, og hvis tilbageblevne
Del gik en lignende, sørgelig Skæbne imøde. Sikkert er det
dernæst, at 1807—14 gjorde København til Hovedstad for en
udmattet Nation, der var saa optaget af økonomisk Slid og
saaledes sat i Knæ, at den glemte sit Tab og uden Klage lod
sig udelukke fra det offentlige Livs Affærer, men der til Gen-
gæld hengav sig til en Sammendigtning af Fortid og Nutid,
Æventyr og Virkelighed, hvis Fantasterivirkninger bleve kom-
mende Slægtleds farlige Arvelod. Sikkert er det endelig, at
1807—14 gjorde København til Hovedstad for et forarmet Land
— ja gjorde den selv til en forarmet By, hæftet fast til det
Hus, den bar paa sin Ryg, dér levende sit Liv, derfra søgende
Føden, hvor den var nærmest at fmde. Og først gennem lange
og trange Aaringer naaede København atter frem, saa at den
kunde modtage en ny Tids Befrugtning, der skabte nye Former
for den materielle og aandelige Udvikling.