Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

96 Kleist Buffalo, 13. September, Kl. 7,55 Aften. Præsidenten er som Følge af de stimulerende Midler endnu i Live og har spurgt efter sin Hustru. Hun sidder nu ved Dødssengen.----------Store Menneskemasser have samlet sig i de Gader, der støde op til Politiets Hovedkvarter, hvor Czolgosz sidder arresteret. En stærk Politivagt omgiver Bygningen, og to Infanteriregimenter holdes rede til hurtig Udrykning for det Tilfælde, at Mængden skulde gaa over til Angreb. Buffalo, 13. September, Kl. 9,20 Aften. Præsidenten holdes endnu i Live ved Hjælp af Ilt. Buffalo, 13. September, Kl. 9,53 Aften. Man er nu holdt op med at lade Præsidenten indaande Ilt. Inden Præsidenten tabte Bevidstheden, tog han en kærlig Afsked med sin Hustru og hørtes derefter hviske: »Nærmere, min Gud, til Dig.« En lille Tid i Forvejen havde han bedt Lægerne om at lade ham dø. Dr. Munter erklærer, at Præsidentens Livskraft svinder langsomt, og at Legemet bliver koldt; Døden vil dog sandsynligvis ikke ind- træde før ved Totiden. Buffalo, 13. September, KL 10,59 Aften. Præsidentens Under- krop har allerede nogen Tid været kold, og han har i de sidste to Timer været bevidstløs. Dr. Mac Burney erklærer, at Præsi- denten kan leve flere Timer endnu. Aandedrættet er ganske svagt. Buffalo, 13. September, KL 11,45 Aften. Præsidenten lever endnu. Efter den udførlige Beretning i New York Medical Journal var han uden Bevidsthed de sidste 4 Timer og 15 Minutter. Han var i Løbet af Dagen bleven behandlet med forskellige stimulerende Midler o. m. a. Kl. 6,30 udstedte Lægerne en Bulletin, som viser, at det var dem klart, at han maatte dø; Kl. 6,35 fik han Morfinindsprøjtning og igen Kl. 7,40. KL 10 tabte han Bevidst- heden; KL 2,15 næste Morgen døde han. KLEIST, Heinrich von (1776—1811). (Kiesgen: H. von Kleist. S. 1 iy.) Kleist og Henriette Vogel skyde sig i Wansee, tæt ved Potsdam; hun laa med Hænderne foldede paa sit Bryst paa Jor- den; Kleist knælede foran hende med Hovedet gennemskudt. Han havde skrevet et Brev til sin Søster, som endte med: »Stim- mings bei Potsdam — am Morgen meines Todes. Dein Heinrich.«