Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

98 Knox og var forholdsvis varm, uagtet Temperaturen sank mere og mere. Da KL var 4: 36,9; Kl. 5: ;6; KL 6: 35; KL 71/s: 34,6 (paa dette sidste Klokkeslet fuldt ud kraftig Hjertekontraktion). I Løbet af disse 8 Timer trak Pupillerne, der ikke reagerede for Lys, sig mere og mere sammen; Corneæ (Hornhinderne i Øjet) vare brustne; Pulsen ved Haandleddet var hele Tiden ufølelig, der- imod var der synlig Pulsation i Halsens Blodaarer«. »(Hjertet var i Løbet af de 8 Timer kun blevet komprimeret et Par Gange, da det arbejdede kraftigt af sig selv.)« »Lidt før Kl. 8 kunde man se, at Hjertets Bevægelser bleve mindre kraftige. Man gav det da Massage, men der udløstes ingen Kontraktioner, og efterat der til Slut var gaaet nogle — ligesom fibrillære — Trækninger gennem Forkammermuskulaturen, stod det pludselig stille. I samme Øjeblik kom der en aldeles tydelig Farveforandring i Patientens Ansigt.« Observationerne af Tidsangivelser ere sikkert korrekte fra Kl. 11 at regne. KNOX. (Rink: Vom Zustande . . . S. 1 a.) Johan Knox, den store skotske Reformator, havde bestilt sin Ligkiste før sin Død. »Da han den 24. November 1572 stod ud af Sengen og en halv Time senere atter lagde sig, svarede han paa Spørgsmaalet, om han led Smerter: Ikke andre end de, der forkynde denne Kamps nære Afslutning; jeg agter dem for intet, da de ere Overgangen til evig Glæde. Om Eftermiddagen maatte hans Hustru forelæse ham 15. Kapitel af 1. Brev til Korintherne; da det var endt, sagde han: Er det ikke et trøstefuldt Kapitel? KL 5 om Eftermiddagen sagde han: Læs mig igen det Kapitel, i hvilket jeg finder mit Hovedanker; det var 17. Kapitel af Jo- hannes Evangelium. En af de Tilstedeværende holdt en Bøn; Preston spurgte ham, om han havde hørt den? Knox svarede: Give Gud, at I og alle Mennesker havde hørt den, som jeg har hørt den; jeg priser Gud for disse himmelske Toner.« Kort efter sagde han: »Nu for sidste Gang befaler jeg mig med Sjæl, Aand og Liv i Dine Hænder, o Herre!« Han udstødte et Suk og sagde: »Nu er det saa vidt!« Da de Tilstedeværende mær- kede, at han havde tabt Mælet, raabte En af dem ti) ham: »Hvis 1 ikke kan tale mere, saa giv os et Tegn, at I glæder Eder over de trøsterige Løfter, som I saa ofte har forkyndt os.« Da hævede Knox den ene af sine Hænder, sukkede to Gange og var der- med død.«