Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

100 Kørner da tilbage. Efterat være forbunden red han halvanden Mil for at bringe Krigskassen (han var Adjutant) i Sikkerhed; nu følte han sig udmattet af Smerter og Anstrengelser og Haabløshed; han faldt i en dyb Søvn. Da han vaagnede om Morgenen, var han bedre; han skrev da i sin Dagbog en Sonet, som er bleven berømt. »Als ich sterbend im Gehölze lag« kaldte han den se- nere, da han havde omarbejdet den; af dens Indhold anføre vi her kun: »Viel goldene Bilder sah ich um mich schweben, das schöne Traulied wird zum Todtenklage«. Han blev funden i Skoven af en nærboende Gartner og bragt til dennes Hjem, hvor han holdtes skjult i nogen Tid. — Saasnart han var kommen sig, meldte han sig atter til Tjeneste i Lutzow’s Skare; den 25. Au- gust bivouakerede de i en lille Landsby, 3 Mil fra Schwerin. Om Aftenen var Körner sammen med andre Officerer i Herre- huset; han satte sig ved Klaveret, og hans Krigssange bleve sungne i Kor; den nyeste, »das Schwertlied«, havde han digtet Dagen i Forvejen. Om Natten hørtes det, at de Franske strejfede om i Nærheden. Om Morgenen tidlig red de ud; ved Siden af Lutzow red hans Adjutant, Kørner; han føjede en sidste Strofe til sin »Schwertlied«: »Nun lasst das Liebchen singen, dass helle Funken springen! Der Hochzeitsmorgen graut, Hurra! Die Eisen- braut! Hurra!« Kampen var meget hæftig, Mand imod Mand. »Her fandt Kørner den skønne Død, som han ofte havde anet og prist med Begejstring i sine Sange.« Der er ; Beretninger om hans sidste Øjeblikke: Kørner’s Søn har efter Overjæger Helfritz’ Beretning til ham optegnet følgende: »Efter Signalet til Retræte vendte Kørner sig til min Fader og raabte: »Broder Fritz, Du kender mine Jægere bedre end jeg; skal vi endnu en Gang gaa løs paa dem?« Han drejede sig om imod Jægerne og raabte: »Hurra! Jægere! fremad!« Alle stormede frem under Hurraraab, Kørner 15—20 Skridt foran. Da kom den skæbnesvangre Kugle; Helten sank i min til- ilende Faders Arme med de Ord: »Der har jeg én, men det skader ikke!« og i samme Øjeblik udaandede han sin store Sjæl, et forfærdeligt Øjeblik for os Alle.« Overjæger Zenker beretter: ». . . Jeg kommer ud af Skoven, der ser jeg Kørner holde sammen med Kammeraten Helfritz. Kørner havde hørt, at der blev blæst Retræte, men vilde ikke gerne gaa tilbage og siger: »Hvor kan Majoren nu ville gaa tilbage? det gaar jo altsammen godt.« Da kommer der en Kugle fra Buskadset, strejfer hans Skimmels Hals og gaar ind i Underlivet paa ham.