Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING
Forfatter: OSCAR BLOCH
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 321
UDK: 5777
AF
OSCAR BLOCH
OVERCHIRURG
II. BIND
UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE
PERSONERS DØD
LITTERATURFORTEGNELSE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Observation XX
147
først Dagen efter arbejdsudygtig; gaar selv ind paa Hospitalet og
indlægges. Han er da febril (Temp. 38.9), men klager ikke ovei
Smerte i Brystet; er noget uklar, snaksom, gør Indtryk af at drikke
meget Alkohol. Der konstateres en højresidig Lungebetændelse.
13. Juli: Temp. 40.2/58.5. Daarlig Søvn trods Codein. Han
er nu uklar, agil, tremulerende.
14. Juli: Temp. 40.5/38.5. Meget støjende hallucineret og
urolig, har slet ikke sovet, vilde ud af Sengen. Er til Morgen
meget agil og snakkende; ser ret naturlig ud. Kun lidt Hoste.
15. Juli: Temp. 39.5/38.8. Puls 124. Resp. 40. Slet ingen
Søvn trods Opium. Stadig lige uklar og delirerende.
16. Juli: Temp. 39.6. Fik i Gaar Eftermiddags Injektioner af
Kamferolie o. a. for at stimuleres, var vedblivende meget for-
styrret, hallucineret, maatte holdes i Sengen. Han sov ikke. KL 3
i Nat fik han et Anfald af Krampe, under hvilket han døde.
OBSERVATION XX. (Meddelelse af Lægen.)
En 21 Aar gammel Fotograf, Søn af en fhv. Grosserer, levede
nu sammen med Forældrene i fattige Kaar. Han var ugift. For
2 Aar siden fik han en lille Blodspytning, men kom sig under et
Sommerophold paa Landet saa godt, at han igen kunde passe sit
Arbejde, der interesserede ham meget, og hvori han sagdes at
være meget dygtig. Næste Vinter nødtes han til at holde Sengen
i længere Tid, og det gik nu rask ned ad Bakke med ham; han
haabede imidlertid selv paa Helbredelse.
Fra Nytaar 1902 maatte han igen holde Sengen, og det blev
ham sikkert nu klart, at Døden ikke længere var fjern; men han
talte ikke meget derom og bar sin Skæbne med stor Faalmodig-
hed, og den ene Dag gik som den anden. Han var hele Tiden
kun let febril.
Den 1. Marts 1902 KL 12 Middag fik han stærke Kulde-
rystelser, saa Tænderne klaprede. Han kaldte paa sin Fader og
spurgte, om han mente, det var Døden. Faderen svarede: »Jeg
tror det, min Dreng.« »Ja, jeg er ikke bedrøvet over at skulle
dø, thi naar jeg ikke længere kan passe mit Arbejde og maa
ligge saaledes, hvad er der saa ved Livet? Men tror Du ikke,
det er slemt at dø?« »Nej, min Dreng, det tror jeg ikke.« »Lad
os saa læse en Salme sammen,« svarede Sønnen.
Han havde sit Uhr liggende foran sig, saa ofte paa det og be-
mærkede hver halve Time: »Se, nu er der igen gaaet en halv
Time, og jeg synes slet ikke, jeg har det anderledes end før.
Kan Døden virkelig være saa lang!« løvrigt sagde han intet.
10*