Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Observation XX 147 først Dagen efter arbejdsudygtig; gaar selv ind paa Hospitalet og indlægges. Han er da febril (Temp. 38.9), men klager ikke ovei Smerte i Brystet; er noget uklar, snaksom, gør Indtryk af at drikke meget Alkohol. Der konstateres en højresidig Lungebetændelse. 13. Juli: Temp. 40.2/58.5. Daarlig Søvn trods Codein. Han er nu uklar, agil, tremulerende. 14. Juli: Temp. 40.5/38.5. Meget støjende hallucineret og urolig, har slet ikke sovet, vilde ud af Sengen. Er til Morgen meget agil og snakkende; ser ret naturlig ud. Kun lidt Hoste. 15. Juli: Temp. 39.5/38.8. Puls 124. Resp. 40. Slet ingen Søvn trods Opium. Stadig lige uklar og delirerende. 16. Juli: Temp. 39.6. Fik i Gaar Eftermiddags Injektioner af Kamferolie o. a. for at stimuleres, var vedblivende meget for- styrret, hallucineret, maatte holdes i Sengen. Han sov ikke. KL 3 i Nat fik han et Anfald af Krampe, under hvilket han døde. OBSERVATION XX. (Meddelelse af Lægen.) En 21 Aar gammel Fotograf, Søn af en fhv. Grosserer, levede nu sammen med Forældrene i fattige Kaar. Han var ugift. For 2 Aar siden fik han en lille Blodspytning, men kom sig under et Sommerophold paa Landet saa godt, at han igen kunde passe sit Arbejde, der interesserede ham meget, og hvori han sagdes at være meget dygtig. Næste Vinter nødtes han til at holde Sengen i længere Tid, og det gik nu rask ned ad Bakke med ham; han haabede imidlertid selv paa Helbredelse. Fra Nytaar 1902 maatte han igen holde Sengen, og det blev ham sikkert nu klart, at Døden ikke længere var fjern; men han talte ikke meget derom og bar sin Skæbne med stor Faalmodig- hed, og den ene Dag gik som den anden. Han var hele Tiden kun let febril. Den 1. Marts 1902 KL 12 Middag fik han stærke Kulde- rystelser, saa Tænderne klaprede. Han kaldte paa sin Fader og spurgte, om han mente, det var Døden. Faderen svarede: »Jeg tror det, min Dreng.« »Ja, jeg er ikke bedrøvet over at skulle dø, thi naar jeg ikke længere kan passe mit Arbejde og maa ligge saaledes, hvad er der saa ved Livet? Men tror Du ikke, det er slemt at dø?« »Nej, min Dreng, det tror jeg ikke.« »Lad os saa læse en Salme sammen,« svarede Sønnen. Han havde sit Uhr liggende foran sig, saa ofte paa det og be- mærkede hver halve Time: »Se, nu er der igen gaaet en halv Time, og jeg synes slet ikke, jeg har det anderledes end før. Kan Døden virkelig være saa lang!« løvrigt sagde han intet. 10*