Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

176 Observation Lill OBSERVATION LUL En öparig Landmand, indl. 2. Januar 1903, har altid været rask, til han for c. 7 Maaneder siden mærkede »Trykken« efter Maaltiderne, der dog bedredes ved Medikamenter. En Maaned før Indlæggelsen gjorde han ikke Indtryk af at være saa syg, som det snart viste sig, at han var; thi han tabte nu Kræfterne, blev meget mager og fik Opkastninger; han blev mere og mere mat, maatte for en Uge siden gaa til Sengs. Ved Indlæggelsen konstateres en Kræftsvulst, som forsnævrer Udgangen af Mave- sækken, som derfor er bleven meget udvidet og indeholder en Del Madrester; han er uden Feber, men meget mat; den næste Morgen gør man Udskylning af Mavesækken, hvilket er ham til stor Lindring; han spiser i Løbet af Dagen forskellige Sager, »saa meget, som jeg ikke har spist i lang Tid«, med Appetit; han forsøger at staa op, men føler sig dog saa mat, at han kort Tid efter atter gaar i Seng. Om Aftenen udtaler han sin Tilfreds- hed med den foretagne Udskylning; man skønner, at han ikke har lang Tid at leve; hans Extremiteter ere kolde, Pulsen knap at føle, Stemmen svag; men han er ganske klar. Den næste Morgen er han end mere udmattet, men klar; han mener selv, da man taler med ham om Udskylning igen, at det er bedst, som det foreslaas, at opsætte denne, da han føler sig saa træt. Trods forskellige Midler, der have til Hensigt at stimulere og varme ham, falder han dog mere sammen; han taler kun lidt med sin Hustru; han kender sin Svoger, men ikke de to Børn, der ere med ham, skønt han dog holder meget af disse Børn. Da Svo- geren siger, at han kommer igen, svarer han, men med utydelig Stemme, at han vist ikke lever Natten over; dog tror Svogeren ikke, at han havde nogen bestemt Tanke om snarlig Død for- bunden dermed. KL 121/å bad han om en Kop The, som han drak, og spiste dertil et Stykke Franskbrød; han sagde, at det smagte ham godt, og at han ogsaa godt kunde spise en Portion Havregrød, men da han kort Tid efter fik en lille Opkastning, opgav han det. Han klagede nu over, at han var »tung for Brystet«, hvad han ogsaa tidligere havde klaget over. Kl. 121 z2, da han sad noget overende i Sengen, faldt han tilbage i denne; han laa hen med aaben Mund og ganske overfladisk Aandedræt, der kun indfandt sig sjeldent; ved hvert Aandedræt blev Under- kæben skudt noget frem; strax, da han var falden tilbage i Sen- gen, saa han ud, som om han var ved Bevidsthed, men svarede dog ikke paa Spørgsmaal; hans Ansigt blev meget blegt med et let blaaligt Anstrøg; lidt efter lidt blev Udtrykket mere fraværende,