Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Observation LVI 179 sidste Dage, men at hverken han selv eller Lægen har kunnet faa Sonden ned i Spiserøret i de sidste 4 Dage; han har heller ikke kunnet synke i denne Tid, har været meget forpint, men er dog — aparte nok — kun lidt sulten. Han beder om at faa Morfinindsprøjtning. Han er som sagt meget mat, er meget mager, taler med svag Stemme, Aandedrættet er stærkt paaskyndet, over- fladisk, Pulsen meget lille; han ser noget forvildet ud, skønt han er ved Bevidsthed, og viser paa forskellig Maade sin Taknemme- lighed for de forskellige Maader, hvorved han lindres for Tørhed i Munden o. a. Man giver ham et Ernæringslavement, siger ham, at man skal nok sørge for, at han faar Ro, og at han ikke skal komme til at lide Sult; efter en Morfinindsprøjtning falder han i Søvn og sover godt hele Natten. Den næste Morgen angiver han at befinde sig bedre, der er mindre Smerte i Brystet, men han trækker Vejret hastigt; viser atter sin Taknemmelighed ved, hvad der er gjort for ham, men mest ved Tegn; thi han er for svag til at tale; det er klart for os, at han snart skal dø. Han synes ikke selv at tænke dette; thi han lader os forstaa, at han vel nok igen i Aften kan faa Morfinindsprøjtning. Omtrent 1 Time senere (den 27de KL io3/< Fm.) bliver han pludseligt daarligere; Syge- plejersken ser, at han er mere blaalig i Ansigtet og kold; den tilkaldte Læge finder ham uden Bevidsthed; Aandedrættet er svagt, Pulsen ikke at føle; efterat han har sukket ret dybt 2 Gange, dør han, omtrent x/a Time efter, at hans Tilstand blev forværret. — Ved Obductionen fandtes saadanne Forandringer i begge Lungers nederste Partier, som skyldes septiske Pneumo- nier, d. v. s., han har for faa Dage siden faaet Væske »i den gale Hals«, den er gaaet ned i Luftrøret og har herfra fremkaldt Lungebetændelserne, som have dræbt ham saa hastigt, fordi han var saa medtaget. Temperaturen ved Indlæggelsen var 36.9; kort før han blev saa pludseligt daarligere den næste Dag, varden 58.3. Hans Kone meddeler, at hun havde sagt ham, at det var urimeligt af ham at ville paa Hospitalet, da han jo ikke kunde leve længe (de havde ofte talt om Spørgsmaalet), men han havde holdt stærkt paa at ville indlægges og spurgte gentagne Gange, om de havde telefoneret og faaet Svar. Her paa Hospitalet har Sygeplejersken og Lægerne ikke mærket noget, der kunde tyde paa, at han selv troede sig Døden nær. Hun meddeler yderligere, at han havde med Villie sagt 1 Dag mere, end det var Tilfældet, som Tid for ikke at have faaet Mad — man mener for derved muligt at paaskynde, at der blev gjort Operation — og at han i Hjemmet ikke havde klaget over Sult. 12*