Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Observation LXXXXII 207 Hovedet, gik det op for mig (der netop da som Polytekniker var inde i min Kemi), at det maatte være Kulosen nedenfra, der var trængt op til mig. Samlende al min Energi kom jeg ud af Sengen, men paa min Vej til Vinduet, der ikke var fjernet længer fra Sengen end ; å 4 Alen, laa jeg gentagne Gange paa Gulvet. Jeg naaede at faa et Vindue op, og efter nogle Mundfulde frisk Luft (det var tid- ligt Foraar) kom jeg atter i min Seng, hvor jeg maatte blive liggende, indtil der kom Hjælp henad Morgenstunden. Prof. Ballin blev hentet, og jeg fik noget Medicin — vistnok med Ammoniak i. Om Eftermiddagen kunde jeg klæde mig paa, men laa Resten af Dagen paa en Sofa og døsede, tung i Hovedet og med stik- kende og kvalmende Fornemmelser. Næste Dag var jeg vistnok atter Karl for min Hat; men jeg var jo ogsaa kun et Par og tyve Aar. Havde jeg ikke pligtskyldigst set til Nattevagten den fore- gaaende Aften, var Tilfældet næppe indtraadt; thi saa havde min Næse ikke været fyldt med Kulos, og jeg havde nok i mit Sove- kammer lugtet Lunten. Nattevagten, der vistnok heller ikke hele Tiden opholdt sig i de to Stuer, fejlede intet særligt Dagen efter. Siden da har den mindste Lugt af Kulos en modbydelig Virk- ning paa mig, naturligvis en Slags fix Idé hos mig ovenpaa For- skrækkelsen.« OBSERVATION LXXXXII. En 2 9aarig, ugift Husholderske indlægges paa Kommunehospi- talets 6te Afdeling den 12. Februar 1895; hun er om Morgenen KL 7 fundet liggende paa Gulvet i sit Værelse, hvis Dør var af- laaset; hun var kun beklædt med sit Natlinned; der var stærk Røg i Værelset; i Kakkelovnen brændte en livlig, frisk Ild, og Spjældet var drejet for. Hun var bevidstløs,- ved Indlæggelsen paa Hospitalet laa hun dybt sovende, med blaalig Ansigtsfarve, kølige Extremiteter, meget lille, uregelmæssig Puls, Aandedrættet besværet, snorkende; Næsevingerne spille; Kæberne ere klemte fast sammen, men iøvrigt er hun fuldstændig slap og reagerer absolut ikke paa ydre Indtryk. Pupillerne ere udvidede og rea- gere ikke for Lys. Under Behandling rotter hun sig, forsaavidt Aandedrættet bliver naturligere, Pulsen bedre, Pupillerne reagere for Lys o. m., men det er dog først omkring KL 2 den følgende Nat, at hun begynder at tale af sig selv, idet hun ønsker noget