Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Oehlenschläger 22 1 Dags Eftermiddag gik fra ham, kaldte han ham tilbage, saa ham venligt ind i Øjnene, trykkede hans Haand og sagde: »Tak for godt Kammeratskab!« Kl. 8 om Aftenen følte han alt Dødens Komme og forlangte en Pude, som hans Datter Maria havde bro- deret ham, lagt under sin Hovedpude. Af og til blundede han. Naar han vaagnede, saa han ofte til Uret, som hang ved hans Seng, og spurgte flere Gange, om Klokken snart var 10. Da Klokken blev yV?, kaldte han sin ældste Søn og sagde til ham: »Du skal slutte Manuskriptet til mine Erindringer. Til min Sørge- fest paa Theatret vil jeg, at min Sokrates skal opføres, men Scenen i Propylæerne skal udelades. Du skal nu forelæse mig det Sted af Scenen i femte Akt mellem Sokrates og Kebes, hvor Sokrates omtaler Døden; det er saa usigeligt dejligt.« Dette Sidste udtalte han med en inderlig Følelse og Varme. Det var følgende Replik: »Hvordan kan Døden gøre Dig bedrøvet? Det være kan jo dog blot Et af To: Hvad enten Noget, Kebes, eller Intet. Hvis den os røved hver en Følelse, Og blev en Søvn, hvori den Sovende Ej ængstedes, selv ej af mindste Drøm — Da var den alt en uskatterlig Vinding; Thi vist jeg tror, hvis Nogen sammenligned Slig rolig Nat med alle Nætter, Dage, Han tilbragt har i et uro- ligt Liv, Da foretrak han slig velsignet Ro. Men — hvis Bevidst- heden ej Døden dræber, Er den en Sjælsomskiftning, en Forvand- ling, En Rejse til et Sted, hvor, efter Sagnet, Man atter træffer alle sine Kiære: Tænk, hvilken Glæde det da vel maa vorde! At leve der med Guder, og at tale Med Hesiod, med Orpheus, med Homer, Og alle store Mænd, som var før os.« Han hørte det ovennævnte Sted oplæse med største Bevægelse, idet han med et saligt Smil stirrede ud for sig. Da Repliken var ude, afbrød han selv Læsningen og tog Afsked med sine Sønner, sin Svigerdatter og hendes Søster, som tilligemed Husfolkene stode ved hans Seng, indtil han drog sit sidste Suk. Efter en kort og let Dødskamp, under hvilken hans Øjne afvexlende hvi- lede paa Uret og paa hans Børn, døde han, da Klokken slog elleve, uden Smerte og med fuld Bevidsthed lige til det Sidste.« [I Bidrag til den oehlenschldgerske Litteraturs Historie. 2det Bind. Forlagt af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme. Kbhvn. 1868. findes S. 547 en Note om Tragedien Sokrates, der opførtes ved Sørgefesten, som det kgl. Theater afholdt over Digteren; heri meddeles i Korthed om hans Død i Overensstemmelse med Ovenstaaende.]