Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

220 Oehlenschläger svarer hun »godt!« Hun har sovet uden Sovemiddel. 24de: Uklar til Morgen; ingen Klager. 25de: 39.8/39.9. Døset meget, kun spist ganske lidt. Har haft Kvalme og Opkastning. Pik i Aftes Portvinstoddy. Hun har været urolig i Nat, talt og kastet Tøjet af sig; hun mener selv, at »hun har drømt«. Pulsen er meget lille og noget uregelmæssig. 1 Gang rigelig naturlig Aabning af- gaaet i Sengen; hun svarer klart paa Spørgsmaal. Synes godt om den Rhinskvin, der gives hende. Dette gælder Morgenen Kl. 9. Hun laa nu stille hen og var — det er Sygeplejerskens Beret- ning — ved fuld Bevidsthed; hun svedte stærkt, talte saa godt som ikke. »KL sagde hun Farvel til mig og takkede mig for, hvad jeg havde været for hende, hvilket hun gentog flere Gange. Moderen kom paa denne Tid. Hun sagde, da hun saa hende: »Der kommer min Moder.« Lidt efter sagde hun: »Er der ikke en Stol til min Moder, at hun kan sidde ned.« Hun bad da hilse sin Broder i Amerika. Kort efter tog hun Moderen om Halsen og forsøgte at ville sige noget til hende, men Evnen til at med- dele sig havde da svigtet hende. Hun laa da stille, men lod dog endnu til at opfatte sine Omgivelser. En Times Tid, før hun døde, antoge hendes Øjne et meget stirrende Udseende, vare stærkt op- spilede, og Aandedrættet tiltog da i Hastighed, indtil hun KL 4V2 døde ganske stille.« Ved Obductionen fandtes, foruden de forskellige tuberkuløse Benlidelser, tillige Hoftebetændelse, Tegn paa Tuberkulose i Lun- gerne med en Byld i den højre, Degeneration af Hjertekødet, tuberkuløse Tarmsaar, Nyrebetændelse. OEHLENSCHLÄGER. (Oehlenschlägers Erindringer. IV. S. 315.) Erindringerne ere som bekendt udgivne af Oehlenschlägers Søn J. W. Oehlenschläger; der meddeles: »Symptomerne, der viste sig om Morgenen tidligt, Søndagen den 20de, gave tilkende, at det ej var Gulsot, men en indvendig Byld paa Leveren, han led af. Da Lægerne (hans gamle Collega Conferentsraad O. Bang og hans Huslæge Dr. Hansen) om For- middagen samtalede om hans Sygdom i det tilstødende Værelse, spurgte han sin ældste Søn, hvad de mente om hans Befindende, og da denne svarede: »Du maa ej frygte!« afbrød han ham strax og sagde med Varme: »Kiære Søn, tror du, jeg frygter Døden; nej, langtfra!« Efter et kort Øjeblik lagde han til: »Hvad er det Hele — kun et Pust — og det er forbi!« — Da Bang samme