Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

OTHO 22Z OTHO, romersk Kejser fra 15. Januar til 16. April Aar 69; født Aar 32. (Tacitus — ved Hovgaard. III. S. 134.) Da Slaget med Vitellius var tabt, vilde Soldaterne ikke opgive Haabet om en ny Sejr, men »Otho selv havde opgivet al Tanke om Krig. »»Vaabenbrødre, sagde han, hvis jeg vilde udsætte Eder med det Sindelag og det Heltemod, I have, for nye Farer, vilde det være at købe mit Liv altfor dyrt. Jo lysere I male mig Frem- tiden i Tilfælde af, at jeg vilde leve, des skønnere vil min Død være. Vi have prøvet hinanden, jeg og Lykken. I maa ikke tænke paa Prøvens Kortvarighed: det er vanskeligere at holde Maade i en høj Stilling, naar man tror, at man ikke vil beholde den ret længe. Borgerkrigen er begyndt af Vitellius, og naar vi ere komne til at føre Krig om Herredømmet, da er det hans Skyld; at vi ikke komme til at kæmpe mere end én Gang vil være mit Værk; derefter skal Efterslægten vurdere Otho. Vitel- lius skal beholde sin Broder, sin Hustru og sine Børn; jeg be- høver hverken Hævn eller Trøst. Lad Andre have haft Rege- ringen i længere Tid; Ingen vil have givet Slip paa den med saa stort Mod. Skulde jeg taale, at saa mange unge Romere, saa mange ypperlige Hære atter hugges ned og frarives Fædrelandet? Lad mig tage den Overbevisning med mig, at I vilde have gaaet i Døden for mig; men I skal og bør leve. Jeg vil ikke lægge Hindring i Vejen for Eders Frelse, I maa ikke staa i Vejen for min Fasthed. At tale mere om Døden vilde være Fejghed. Det bedste Bevis for, at min Beslutning er urokkelig, skal være Eder, at jeg ikke klager over Nogen; thi den, som anklager Guder eller Mennesker, hænger endnu ved Livet««. »Efterat have sagt dette talte han venligt til hver især efter hans Stand eller Værdighed: »»De skulde, sagde han, snarest muligt tage bort og ikke vække Sejrherrens Vrede ved at blive hos ham««. Saaledes søgte han at bevæge de Unge ved sin Myn- dighed, de Gamle ved Bønner og med sit rolige Aasyn, sin ufor- færdede Tale at standse sine Venners utidige Taarer. Han giver Ordre til at forsyne de Bortdragende med Skibe og Vogne. Han tilintetgør Bønskrifter og Breve, der aandede altfor stor Hen- givenhed for ham selv eller Foragt for Vitellius; han uddeler Penge med sparsom Haand og ikke som den, der vil til at dø.« I il sin brodersøn, et helt ungt Menneske, der hengiver sig til Graad og Fortvivlelse, taler han smukke, trøstende Ord — dog blandet med lidt Selvbeundring, synes mig.— »Dernæst lod han Alle trække sig tilbage og hvilede sig nogle Øjeblikke. Han syslede allerede med Dødstanker, da en pludselig Støj drog ham bort