Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

derfra. Det meldtes ham, at Soldaterne vare helt vilde og ustyr- lige; de truede' dem, der vilde rejse bort, med Døden, og især rasede de voldsomt mod Verginius, som de belejrede i det Hus, han havde lukket sig inde i. Efterat have irettesat Ophavsmændene til Røret gik han tilbage og gav sig Tid til at tale med dem, der vilde rejse, indtil de Alle kunde fjerne sig uden at lide Overlast. Da det lakkede mod Aften, stillede han sin Tørst med en Slurk iskoldt Vand. Dernæst lod han sig bringe to Dolke, prøvede dem begge og lagde den ene af dem under sin Hovedpude. Da han saa havde forvisset sig om, at hans Venner vare rejste bort, til- bragte han Natten i Ro og, som det forsikres, ikke uden Søvn. Saasnart det blev lyst, lod han sig falde med Brystet mod Dol- kens Od. Hans Frigivne og Slaver, ligeledes Gardeøversten Plotius Fir- mus, gik ind, da de hørte den Døendes Suk; de fandt kun et Saar paa ham. Man skyndte sig med hans Ligfærd; det var noget, han selv indstændigt havde bedt om, for at man ikke skulde hugge hans Hoved af og give det til Pris for Kaadhed. Gardekohorterne bar hans Legeme til Baalet under Lovtaler og Graad og kyssede hans Saar og hans Hænder. Nogle Soldater dræbte sig selv ved Baalet — ikke fordi de følte sig skyldige, eller fordi de vare bange, men fordi de elskede Regenten og vilde vise samme Helte- mod som han, og derefter var der ogsaa i Bubriakum, Placentia og i andre Lejre mange, der valgte at dø paa den Maade. Det Gravmæle, som rejstes for Otho, var tarveligt og netop derfor mere varigt.« Han var kun 37 Aar. PANUM. (Trier: Panums sidste Sygdom.) Panum, Professor i Fysiologi ved Københavns Universitet, blev 64 Aar gammel; fraset en Tilbøjelighed til Hoste og Kortaandet- hed (Bronchitis), som aldrig havde plaget ham synderligt, havde han været rask. »Da Panum den 1. Maj 1885 begav sig hjem fra et Besøg hos sin Søn i Nyhavn, følte han sig besværet ved Gan- gen og ved den temmelig stærke Blæst, kunde ikke holde Skridt med sit Selskab og bad sine Ledsagere om at gaa forud. 1 Bred- gade (hvor han boede) skal han flere Gange være set staaende stille udenfor Butiksvinduer, rimeligvis for at hvile sig og samle nye Kræfter. Kort efter Hjemkomsten indfandt der sig en hæftig Smerte i Hjerteegnen, og samtidigt havde han som det først efter hans Død berettedes mig — en pludselig Fornemmelse af, at Noget bristede inde i Brystets venstre Halvdel. Smerten tog til i de følgende Timer, han blev urolig og ængstelig. Da jeg saa