Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Paul 225 ham omtrent Kl. 10, var han bleg, lidt sammensunken, med kølige Yderdele, ikke svedende Hud, lille, hyppig, uregelmæssig Puls; men Talen var fri, Aandedrættet ikke synderlig paaskyndet; han bevægede sig med Lethed om i Værelserne, klædte sig rask af og gik til Sengs. Her vedblev han at klage over Smerterne, der ogsaa indtoge Brystbensregionen og straalede ud i venstre Arm lige til Fingrene; han skiftede uafladelig Stilling ligesom for at søge Lindring og anvendte al sin Kraft for at holde Smertes- ytringerne tilbage. Forsøg paa at nyde varme Drikke, Kamfer- draaber o. desl. mislykkedes, idet de stadigt fremkaldte Kvalme og Opkastninger, hvilke han jevnlig selv befordrede ved at stikke Fingeren i Halsen. Under alt dette forblev hans Bevidsthed fuld- stændig fri, ja, han ytrede sig flere Gange halvt spøgefuldt om Lægekonstens Mangel paä Evne til at lindre hans Lidelser; thi ikke blot Sennepskager, Varmedunke og Incitantia, men ogsaa en ret rigelig Morfinindsprøjtning forblev uden Nytte. Først en halv Times Tid efter en gentagen Morfinindsprøjtning toge Smer- terne henad Midnat af, og han følte Trang til Søvn. Denne var kun let, urolig og afbrudt; men Opkastningerne gentoge sig dog ikke, før da han i Morgenstunden havde nydt sin Kaffe. Han følte sig endnu Klokken benved 8 Morgen saa lidet syg, at han indtrængende maatte overtales til at blive i Sengen og lade sin Formiddags-Forelæsning afsige, og han gav Besked om Forretnings- breves Besørgelse. I de tidlige Morgentimer havde han udtænkt en udførlig Forklaring af den Funktionsforstyrrelse af Nerverne (N. vagus og sympathicus), hvoraf han mente at lide; han udviklede hele denne Forklaring for Sønnen, men erklærede tillige sin Uvi- denhed om den til Grund liggende Lidelse. En halv Time efter, at Sønnen havde forladt ham og fundet Pulsen ret kraftig, Ud- seendet kendelig bedret, og faa Minutter efter, at han spøgende havde talt med Omgivelserne, hørtes der fra Sideværelset i et Øjeblik, han var alene, at han udstødte en klagende Lyd; han var falden cyanotisk og bevidstløs tilbage fra den siddende Stil- ling og udaandede faa Minutter efter.« Ved Obductionen fandtes en stor Bristning af venstre Hjerte- kammer, Hjertekødet forandret, dets ernærende Aarer (artt. coro- nariæ) stive, forkalkede og delvis tilstoppede; udtraadt Blod i Hjerteposen. PAUL den IIIdie, Pave (1466—1549). Ranke (Die römische Päpste. I. S. 177) skriver: Paul den IIIdie opdagede, at hans Nærmeste bedrog ham, og Oscar Bloch: Om Døden. II. , K