Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

226 Parry blev dybt rystet derved. Den 3. November 1549 tog han til sit Landsted paa Monte Cavallo; men han fandt ikke den Ro, han søgte. Han lod Kardinal Allessandro kalde; det ene Ord tog det andet; Paven kom i det hæftigste Oprør, rev Baretten af Ho- vedet paa Nepoten og kastede den paa Gulvet. Alle troede, at Kardinalen skulde afskediges; dertil kom det dog ikke. Paven blev syg af den stærke Sindsbevægelse; faa Dage efter, den 10. November 1549, døde han. Han var 83 Aar gammel. Brosch (Geschichte I. S. 187) skriver, at Paul den IIldie skal være død af Sorg og Ærgrelse over den Utaknemmelighed, han var Vidne til blandt sine Nærbeslægtede; tillige skal en hæftig Samtale med Kardinal Allessandro have bidraget til hans Død. Denne Beretning stammer fra Dandolo (fra Venedig); Brosch vil dog ikke tro paa, at en saadan Karakterforandring kan være opstaaet hos en gammel Mand, som ellers altid har levet i god Forstaaelse med sin Familie. Nyere Skrifter (af Gosselini), som indeholde Dokumenter fra Samtidige med Paul den IIIdie, vise ogsaa, at Dandolos Beretning er urigtig. PARRY. (Parry . . . ved Ipsen. S. 249.) Admiral Parry havde i længere Tid været syg og var rejst til Ems for at søge Lægebehandling dér. En Maaneds Tid efter Ankomsten var det dog klart, ogsaa for ham selv, at han snart skulde dø, og Familien var kommen til Ems. En Lørdag Morgen talte han med sin Hustru om sin Sjæls Frelse. »Jeg kan sige, at kun til Christus og ham korsfæstet sætter jeg mit Haab om Frelse . . . Han er min Frelse og al min Begær!« Da Samtalen senere drejede sig om Udsigten til hans snare Bortgang, sagde han atter: »O, ja, jeg længes derefter, jeg higer efter at komme bort og kaste mig i min dyrebare Frelsers Arme, og jeg tror ogsaa, at jeg snart skal tages bort fra Eder.« Kort efter føjede han til med en ejendommelig Alvor: »Sørg for, at der ikke bli- ver nogen Scene!« Hun spurgte ham, om han ikke ønskede sine Børn om sig. »Jo«, svarede han, »men pas paa, pas paa!« »Sildigt om Aftenen samme Dag syntes han at falde sammen. Nogle faa Bønner fremsagdes ved hans Seng, som han syntes at kunne følge, men han var for udmattet til at tale, undtagen en Gang, da man hørte ham fremstamme »Vognene og Hestene!« Efter nogen Tid samlede han sig lidt igen og faldt i en rolig Slummer, som vedvarede med faa Afbrydelser hele Natten. Næste Morgen døde han. Hans sidste Timer vare fri for Smerter, og han var