Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING
Forfatter: OSCAR BLOCH
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 321
UDK: 5777
AF
OSCAR BLOCH
OVERCHIRURG
II. BIND
UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE
PERSONERS DØD
LITTERATURFORTEGNELSE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Pigen fra Orleans
229
blive reddet, og for at komme Akæernes Planer i Forkøbet
»aabnede han ved Nattens Frembrud, da Mængden havde spredt
sig ad, Fængslet og sendte en offentlig Træl derind med et Gift-
bæger, som han befalede at række Philopoemen, og ikke gaa
derfra, før han havde drukket ud. Philopoemen laa indsvøbt i
sin Kappe uden at kunne sove, nedsunken i Sorg og Græmmelse.
Da han nu saa Lyset og Manden, som stod foran ham med Gift-
bægeret i Haanden, var det alt det, han i sin Svaghed kunde
samle sig selv og sætte sig op. Han tog Bægeret og spurgte
Manden, om han havde hørt noget om Rytterne og fremfor alt
om Lykortas. Da Manden svarede, at de for Størstedelen vare
undkomne, nikkede han med Hovedet, saa venlig paa Manden
og sagde: »Det var et godt Budskab! Saa er det ikke ilde fat
med os i alle Maader!« Uden flere Ord og uden at give nogen
Lyd fra sig drak han Giftbægeret ud og lagde sig ned. Ham
gjorde heller ikke Giften mange Vanskeligheder, men svag som
han var, slukkedes snart hans Livslys.«
PIGEN FRA ORLEANS. (Hase: Neue Propheten. Drei histo-
risch-politische Kirchenbilder von Dr. Karl Hase, Leipzig 1851.
Anmeldt af A. Listow. Dansk Maanedsskrift 1856. IV. S. 158.)
Jeanne d’Arc, »la Pucelle d’Orléans«, blev brændt levende
den 24. Maj 1431, da hun var 21 Aar gammel.
Den modige og fromme Jeanne d’Arc, som i Forhøret havde
været saa standhaftig og blandt andet sagt: »Selv om jeg saa
Baalet antændt og Bøddelen beredt til at kaste mig paa det, saa
kunde jeg ikke tale anderledes!« vaklede dog, da hun paa Kirke-
gaarden ved Abbediet Saint-Quen saa Baalet, og lod sig af Dom-
merne forlokke til ligeoverfor den store forsamlede Folkeskare
at genkalde sine Ord og Gerninger, idet hun, rystet og forvirret,
sagde: »Have Kirkens Mænd dømt, at de Aabenbarelser, jeg har
haft, ikke kunne forsvares, saa vil jeg heller ikke forsvare dem«
— og derpaa afsvor hun sine Vildfarelser og sit Kætteri over-
ensstemmende med Kirkens Forskrifter. Men tre Dage efter blev
det meldt hendes Dommere, at hun endnu troede paa sine Syner,
og da Biskoppen indfandt sig i hendes Fængsel, erklærede hun,
at Gud havde ved sine to Helgene tilkendegivet hende sin store
Medynk dermed, at hun havde ladet sig forlede til at afsværge
for at frelse sit Liv. Og Helgene havde forklaret hende, at hun
derved havde begaaet en stor Synd. Da man gav hende at be-
tænke, hvorledes hun for alt Folket havde bekendt sine Vild-
farelser, svarede hun: »Hvad jeg den Gang sagde var imod