Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Pigen fra Orleans 229 blive reddet, og for at komme Akæernes Planer i Forkøbet »aabnede han ved Nattens Frembrud, da Mængden havde spredt sig ad, Fængslet og sendte en offentlig Træl derind med et Gift- bæger, som han befalede at række Philopoemen, og ikke gaa derfra, før han havde drukket ud. Philopoemen laa indsvøbt i sin Kappe uden at kunne sove, nedsunken i Sorg og Græmmelse. Da han nu saa Lyset og Manden, som stod foran ham med Gift- bægeret i Haanden, var det alt det, han i sin Svaghed kunde samle sig selv og sætte sig op. Han tog Bægeret og spurgte Manden, om han havde hørt noget om Rytterne og fremfor alt om Lykortas. Da Manden svarede, at de for Størstedelen vare undkomne, nikkede han med Hovedet, saa venlig paa Manden og sagde: »Det var et godt Budskab! Saa er det ikke ilde fat med os i alle Maader!« Uden flere Ord og uden at give nogen Lyd fra sig drak han Giftbægeret ud og lagde sig ned. Ham gjorde heller ikke Giften mange Vanskeligheder, men svag som han var, slukkedes snart hans Livslys.« PIGEN FRA ORLEANS. (Hase: Neue Propheten. Drei histo- risch-politische Kirchenbilder von Dr. Karl Hase, Leipzig 1851. Anmeldt af A. Listow. Dansk Maanedsskrift 1856. IV. S. 158.) Jeanne d’Arc, »la Pucelle d’Orléans«, blev brændt levende den 24. Maj 1431, da hun var 21 Aar gammel. Den modige og fromme Jeanne d’Arc, som i Forhøret havde været saa standhaftig og blandt andet sagt: »Selv om jeg saa Baalet antændt og Bøddelen beredt til at kaste mig paa det, saa kunde jeg ikke tale anderledes!« vaklede dog, da hun paa Kirke- gaarden ved Abbediet Saint-Quen saa Baalet, og lod sig af Dom- merne forlokke til ligeoverfor den store forsamlede Folkeskare at genkalde sine Ord og Gerninger, idet hun, rystet og forvirret, sagde: »Have Kirkens Mænd dømt, at de Aabenbarelser, jeg har haft, ikke kunne forsvares, saa vil jeg heller ikke forsvare dem« — og derpaa afsvor hun sine Vildfarelser og sit Kætteri over- ensstemmende med Kirkens Forskrifter. Men tre Dage efter blev det meldt hendes Dommere, at hun endnu troede paa sine Syner, og da Biskoppen indfandt sig i hendes Fængsel, erklærede hun, at Gud havde ved sine to Helgene tilkendegivet hende sin store Medynk dermed, at hun havde ladet sig forlede til at afsværge for at frelse sit Liv. Og Helgene havde forklaret hende, at hun derved havde begaaet en stor Synd. Da man gav hende at be- tænke, hvorledes hun for alt Folket havde bekendt sine Vild- farelser, svarede hun: »Hvad jeg den Gang sagde var imod