Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

228 Perikles-Petronius-Philopoemen nen til at arbejde; i de sidste 6 Aar af sit Liv skildres han som en Olding med nedbrudt Kraft. Hans fromme, kærlige og blide Sind var uforandret, og det skænkede ham en stille Fred. Endnu i Aaret 1714 kunde han besøge et Bedemøde, hvor han talte, men kun nogle faa Ord og med Besvær. Hans Hukom- melse svækkedes efterhaanden saaledes, at han ikke kunde nævne Navnene paa sine bedste Venner. Børnene og Børnebørnene, som omgave ham, vare hans kæreste Omgang. Naar Vejret tillod det, spadserede han med dem i det Frie og saa med Smil paa deres Lege. Ellers gik han i det store Hus fra Værelse til Væ- relse og havde som et Barn sin store Glæde af disse Smaavan- dringer. Men i Aaret 1717 blev han saa svag, at han næppe kunde gaa uden at ledes. Den 29. Juli 1718 blev hans Tilstand betænkelig, Kuldegysninger afvexlede med Feberhede. Hannah (hans Hustru) lod et Ilbud gaa til Bristol for at hente hendes Søn John til Faderens Dødsleje; men Døden kom hastigere end Budet, henad Morgenstunden den 30. Juli 1718 hensov Penn i sit 74de Aar. PERIKLES (f 429 før Chr.). (Plutarch’s Levnetsskildringer. Ullmann I. S. 145.) PETRONIUS (f 66). (Tacitus — ved Baden. II Lib. XVI. Kap. 19. S. 527.) »I disse Dage var Keiseren (Nero) just rejst til Campanien, og Petronius var gaaet efter indtil Cum£, hvor han standsede og kunde ikke taale at leve længer imellem Frygt og Haab. Alligevel ilede han ikke med at dø, men efterat Pulsaarerne vare overslagne, bandt han dem til igen, naar han lystede, aabnede dem atter, og talede med sine Venner, men ingen alvorlige Ting eller noget, hvormed han søgte Ære for Standhaftighed. Ligele- des var Indholdet af deres Samtaler intet om Sjælens Udødelig- hed og de Viises Meninger, men letsindige Digte og spøgende Vers. Af sine Trælle lod han nogle give Foræringer, andre Stryg. Han gik ud paa Gaden, lagde sig derpaa til at sove, saa at hans Død, skønt ufrievillig, saae ud som Straaedød.« PHILOPOEMEN (c. 252—18; før Chr.). (Plutarch’s Levnets- skildringer. Ullmann III. S. 111.) Philopoemen var af Dinokrates bleven kastet i et underjor- disk Fængsel; for Indgangen var væltet en stor Sten, og væbnede Mænd stode rundt om; men Dinokrates frygtede, at han skulde