Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Forfatter: OSCAR BLOCH

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 321

UDK: 5777

AF

OSCAR BLOCH

OVERCHIRURG

II. BIND

UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE

PERSONERS DØD

LITTERATURFORTEGNELSE

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 338 Forrige Næste
2/2 Steinkopf-Struensee STEINKOPF. (Rink: Vom Zustande ... S. 14.) Steinkopf, tysk Præst i London, delagtig i Grundlæggelsen af det britiske Bibelselskab, døde den 29. Juni 1859 blidt og uden svær Kamp, som han havde ønsket det, med de Ord: »Herrlichkeit! Herrlichkeit! eine ganz neue Schöpfung!« STRUENSEE, Johann Friedrich (1737—1772). (Munter: Bekehrungsgeschichte. S. 270.) Balthasar Munter, som har skrevet udførligt om sine Sam- taler med Struensee i Fængslet, taler meget med ham om, hvor- ledes han ser paa den Død, han skal lide, og da der tales om, hvorledes Struensee skal optræde paa Skafottet ligeoverfor de forsamlede Tilskuere, ere de enige om, at han bør være saaledes, som Øjeblikket indskyder ham at være. Efter Munters Fremstil- ling har Struensee set roligt og med gudhengiven Fortrøstning paa sit Endeligt. Beskrivelsen af hans Gang fra Fængslet til Vognen og fra denne til Retterstedet viser, at han var rolig. Man var grusom nok til at lade den Vogn, hvori Struensee sad, holde tæt ved Skafottet, saa at han kunde høre de Hug, der skilte Brandt fra Livet; man var grusom nok-til at lade ham lægge sit Hoved paa den med Brandts Blod besudlede Blok! Da Munter saa Vognen med Struensee og at Brandt besteg Skafottet, satte han sig ind til ham og lod Kusken vende, for at de ikke skulde have Udsigt til Skafottet. »Jeg har allerede set ham,« sagde han. Munter var meget angreben af Situationen og stærkt rørt; Struensee trøstede ham! Han bad ham derpaa hilse forskellige af dem, han kendte, og bede nogle af dem tilgive ham den Uret, han havde maattet begaa imod dem; derpaa talte de om den Trøst, han fandt i sin Tro paa Guds Tilgivelse. Af Struensees Udsagn om sin Tilstand, medens han var i Vog- nen, fremgaar det, at han vel var rolig i sit Sind, men at han følte sig stærkt angreben ved Tanken om, hvad han skulde lide, og han troede selv, at det vilde blive værre, naar han var paa Skafottet, hvad det dog ikke var hans Hensigt at ville skjule. Da Munter kunde mærke, at det nu var Tid, at Struensee skulde bestige Skafottet, søgte han at forberede ham dertil ved en kort Bøn; et Øjeblik derefter bleve de kaldte. Struensee gik med »Anständigkeit und Demuth« gennem Tilskuerne og hilste paa nogle af dem. »Han steg med noget Besvær op af Trappen. Da vi vare komne op, talte jeg ganske kort og uden at hæve Stemmen til ham over Christi Ord: Den, som tror paa mig, han