Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING
Forfatter: OSCAR BLOCH
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 321
UDK: 5777
AF
OSCAR BLOCH
OVERCHIRURG
II. BIND
UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE
PERSONERS DØD
LITTERATURFORTEGNELSE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
2/2
Steinkopf-Struensee
STEINKOPF. (Rink: Vom Zustande ... S. 14.)
Steinkopf, tysk Præst i London, delagtig i Grundlæggelsen
af det britiske Bibelselskab, døde den 29. Juni 1859 blidt og
uden svær Kamp, som han havde ønsket det, med de Ord:
»Herrlichkeit! Herrlichkeit! eine ganz neue Schöpfung!«
STRUENSEE, Johann Friedrich (1737—1772). (Munter:
Bekehrungsgeschichte. S. 270.)
Balthasar Munter, som har skrevet udførligt om sine Sam-
taler med Struensee i Fængslet, taler meget med ham om, hvor-
ledes han ser paa den Død, han skal lide, og da der tales om,
hvorledes Struensee skal optræde paa Skafottet ligeoverfor de
forsamlede Tilskuere, ere de enige om, at han bør være saaledes,
som Øjeblikket indskyder ham at være. Efter Munters Fremstil-
ling har Struensee set roligt og med gudhengiven Fortrøstning
paa sit Endeligt. Beskrivelsen af hans Gang fra Fængslet til
Vognen og fra denne til Retterstedet viser, at han var rolig. Man
var grusom nok til at lade den Vogn, hvori Struensee sad, holde
tæt ved Skafottet, saa at han kunde høre de Hug, der skilte
Brandt fra Livet; man var grusom nok-til at lade ham lægge sit
Hoved paa den med Brandts Blod besudlede Blok! Da Munter
saa Vognen med Struensee og at Brandt besteg Skafottet, satte
han sig ind til ham og lod Kusken vende, for at de ikke skulde
have Udsigt til Skafottet. »Jeg har allerede set ham,« sagde han.
Munter var meget angreben af Situationen og stærkt rørt; Struensee
trøstede ham! Han bad ham derpaa hilse forskellige af dem, han
kendte, og bede nogle af dem tilgive ham den Uret, han havde
maattet begaa imod dem; derpaa talte de om den Trøst, han
fandt i sin Tro paa Guds Tilgivelse.
Af Struensees Udsagn om sin Tilstand, medens han var i Vog-
nen, fremgaar det, at han vel var rolig i sit Sind, men at han
følte sig stærkt angreben ved Tanken om, hvad han skulde lide,
og han troede selv, at det vilde blive værre, naar han var paa
Skafottet, hvad det dog ikke var hans Hensigt at ville skjule.
Da Munter kunde mærke, at det nu var Tid, at Struensee
skulde bestige Skafottet, søgte han at forberede ham dertil ved
en kort Bøn; et Øjeblik derefter bleve de kaldte. Struensee gik
med »Anständigkeit und Demuth« gennem Tilskuerne og hilste
paa nogle af dem. »Han steg med noget Besvær op af Trappen.
Da vi vare komne op, talte jeg ganske kort og uden at hæve
Stemmen til ham over Christi Ord: Den, som tror paa mig, han