Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING
Forfatter: OSCAR BLOCH
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 321
UDK: 5777
AF
OSCAR BLOCH
OVERCHIRURG
II. BIND
UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE
PERSONERS DØD
LITTERATURFORTEGNELSE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
50
Fontenelle
ham; ved enhver større Agitation fik han Blodspytning. Hans
Mave (estomac) har stedse været meget god, hans Bryst stedse
»delikat«. Han har kun haft én Sygdom i sit Liv, det var en
Slags Bryst-Fluxion, iøvrigt let. Efter denne Sygdom holdt F. op
at drikke Kaffe (i Vand) om Morgenen, men nød det for Frem-
tiden kun efter Middag. Hans Evner som Digter og Filosof bleve
meget skattede; hans Renommé begyndte med Dialogues des morts
2 vol. 168;.
Han havde vel af og til Podagra (la goute), men ikke smertelig;
ellers godt Helbred til han blev gammel; paa Hukommelsen nær
vare hans Aandsevner gode; Døvheden kom efterhaanden, men
Svækkelsen af Synet pludselig; en Morgen i 1751 (da han var
94 Aar gi.) bemærkede han, at han ikke længer kunde læse, ikke
engang skelne de største Bogstaver; han havde aldrig brugt Briller
og havde Aftenen i Forvejen læst ved Lys i le »Colombat«. Fra
den Tid maatte der læses for ham. F. sagde, da han havde mistet
Synet: »J’en voye devant mol mes gros équipages.«. I en Note med-
deler T., at Nogle have troet, at dette skulde være en Slags
aandrig Spøg; men det er simpelt hen et Slags Karaktertræk.
I de sidste 2—3 Aar af hans Liv fik han ofte Anfald af Svaghed,
selv af Besvimelser, men han overstod disse hurtigt og befandt
sig da helt vel igen. (I en Note siges, at disse Besvimelser afhang
af Epilepsi; han havde haft nogle lette Attaquer heraf i Aar-
hundredets Begyndelse og var bleven behandlet derfor af Dr.
Homberg. Denne Oplysning staar i Modstrid med Bemærkningen
ovenfor om hans gode Helbred; de omtalte Besvimelser have næppe
haft noget med Epilepsi at gøre; de ere, ligesom hans Blindhed,
Udtryk for Aldersforandringer af hans Hjerne-Blodkar.) Lørdag
Morgen den 8. Januar 1757 fik han et saadant Anfald; han kom
ikke helt til sig selv igen og døde den følgende Dag henimod
Kl. 5 Eftermiddag. Lørdagen forud, Nytaarsdag, havde han, skønt
han ikke følte sig mere ilde end sædvanligt, af sig selv forlangt
Sakramentet og modtaget det ved fuld Bevidsthed. F. sagde
til Præsten de St. Roch, da han nærmede sig hans Seng: »Mon-
sieur, De vil forstaa mig bedre end jeg Dem. Jeg kender min og
Deres Pligt under disse Forhold. Jeg erklærer Dem derfor, at
jeg har levet og ønsker at dø dans la foi de l’Église Catholique,
Apostolique et Romaine.«
I de sidste Aar af sit Liv var han mindre munter end forhen.
Han blev ikke gerrig som Olding. Han var meget anset og søgt;
ugift. Af hans Vers om Alderdommen i T. VIII. af hans Saml.
Værker, især i Udg. 1752—1757, citere vi: »Mais je ne me sens