Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Forfatter: OSCAR BLOCH

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 321

UDK: 5777

AF

OSCAR BLOCH

OVERCHIRURG

II. BIND

UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE

PERSONERS DØD

LITTERATURFORTEGNELSE

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 338 Forrige Næste
50 Fontenelle ham; ved enhver større Agitation fik han Blodspytning. Hans Mave (estomac) har stedse været meget god, hans Bryst stedse »delikat«. Han har kun haft én Sygdom i sit Liv, det var en Slags Bryst-Fluxion, iøvrigt let. Efter denne Sygdom holdt F. op at drikke Kaffe (i Vand) om Morgenen, men nød det for Frem- tiden kun efter Middag. Hans Evner som Digter og Filosof bleve meget skattede; hans Renommé begyndte med Dialogues des morts 2 vol. 168;. Han havde vel af og til Podagra (la goute), men ikke smertelig; ellers godt Helbred til han blev gammel; paa Hukommelsen nær vare hans Aandsevner gode; Døvheden kom efterhaanden, men Svækkelsen af Synet pludselig; en Morgen i 1751 (da han var 94 Aar gi.) bemærkede han, at han ikke længer kunde læse, ikke engang skelne de største Bogstaver; han havde aldrig brugt Briller og havde Aftenen i Forvejen læst ved Lys i le »Colombat«. Fra den Tid maatte der læses for ham. F. sagde, da han havde mistet Synet: »J’en voye devant mol mes gros équipages.«. I en Note med- deler T., at Nogle have troet, at dette skulde være en Slags aandrig Spøg; men det er simpelt hen et Slags Karaktertræk. I de sidste 2—3 Aar af hans Liv fik han ofte Anfald af Svaghed, selv af Besvimelser, men han overstod disse hurtigt og befandt sig da helt vel igen. (I en Note siges, at disse Besvimelser afhang af Epilepsi; han havde haft nogle lette Attaquer heraf i Aar- hundredets Begyndelse og var bleven behandlet derfor af Dr. Homberg. Denne Oplysning staar i Modstrid med Bemærkningen ovenfor om hans gode Helbred; de omtalte Besvimelser have næppe haft noget med Epilepsi at gøre; de ere, ligesom hans Blindhed, Udtryk for Aldersforandringer af hans Hjerne-Blodkar.) Lørdag Morgen den 8. Januar 1757 fik han et saadant Anfald; han kom ikke helt til sig selv igen og døde den følgende Dag henimod Kl. 5 Eftermiddag. Lørdagen forud, Nytaarsdag, havde han, skønt han ikke følte sig mere ilde end sædvanligt, af sig selv forlangt Sakramentet og modtaget det ved fuld Bevidsthed. F. sagde til Præsten de St. Roch, da han nærmede sig hans Seng: »Mon- sieur, De vil forstaa mig bedre end jeg Dem. Jeg kender min og Deres Pligt under disse Forhold. Jeg erklærer Dem derfor, at jeg har levet og ønsker at dø dans la foi de l’Église Catholique, Apostolique et Romaine.« I de sidste Aar af sit Liv var han mindre munter end forhen. Han blev ikke gerrig som Olding. Han var meget anset og søgt; ugift. Af hans Vers om Alderdommen i T. VIII. af hans Saml. Værker, især i Udg. 1752—1757, citere vi: »Mais je ne me sens