Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Galen-Georg 57 GALEN. (Oeuvres anatomiques etc. par Daremberg. II. S. 625.) I Galens store Værk har jeg ikke paa de af forskellige For- fattere angivne Steder kunnet finde selve Ordene: cor ultimum moriens. Efter Daremberg’s Oversættelse anfører jeg følgende Citat: »Hjertet er som en Kilde for den naturlige Varme, og det er sikkert, at det er angrebet, naar Dyret skal dø. Da de Prin- ciper, som regere Dyret, ere tre (thi foruden Hjertets Princip have vi vist, at Hjernen forsyner alle Dyrets Dele med Følelse og Bevægelse, og at Leveren er Principet for Ernæringsevnen), maa Døden være den nødvendige Følge, naar Hjertet er Sæde for stærkt udtalte Lidelser.« — »Naar Hjertets Funktioner ere ødelagte, da blive ogsaa Hjernens og Leverens Funktioner til- intetgjorte.« — »Man ser ofte et Menneske, som er berøvet In- telligensen, Følelsen og Evnen til at bevæge sig, ikke destomindre leve flere Dage i Træk; ligeledes kan det Menneske, som er util- strækkeligt ernæret paa Grund af Leverens svækkede Evne, ved- blive at leve i lang Tid. Men hvis Hjertet berøves Aandedrættet, dør man strax.« Som man ser, omtales Lungerne kun indirekte som en af Hovedportene for Dødens Komme. Hos Riolan (Encheiridium S. 218) siges om Hjertet, at det »primum nascitur et ultimum moritur«. »Hjertet fødes først og dør sidst.« Hjertet betegnes som det vigtigste og ædleste Organ i hele Legemet, den levendegørende Nektars Kilde — ved hvis Velgerning alle Legemets Dele leve og underholdes. GEORG den 1STE af England (1660—1727). (Goldsmith: The History. III. S. 292.) Georg den Iste, som ikke havde været i Hannover i 2 Aar, besluttede at rejse dertil 1727; han var kommen til Delden i Holland og syntes i alle Henseender sund og vel tilpas. Han spiste og var i godt Humør og fortsatte Rejsen tidlig næste Morgen; men imellem KL 8 og 9 beordrede han, at hans Vogn skulde standse. Man saa, at han ikke kunde bevæge den ene af sine Hænder; Monsieur Fabrice, forhen Tjener hos Kongen af Sverig, men nu hos Kong Georg, forsøgte at faa Circulationen i Gang ved at gnide den imellem sine. Da dette ikke hjalp, kaldte man Kirurgen, der fulgte tilhest; han gned Haanden med Spiritus. Kort efter begyndte Kongens Tunge at svulme, og han havde kun Kraft nok til at bede dem haste til Osnabruck; derefter faldt han om i Fabrice’s Arme; han kom ikke mere til sig selv, men ud- aandede næste Morgen henad Kl. 11. Han var 68 Aar gammel.