Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Goethe '59 »Af egen Drift og efter særlig Opfordring af Fru v. Goethe meddeler jeg Dem nogle nærmere Omstændigheder ved Tabet af den store Mand.-------Han forlod os i Gaar Formiddag KL 11. For 8 Dage siden (Torsdag) var han endnu ganske rask; Stor- hertuginden besøgte ham den Dag, og han var da meget munter og meddelsom. Han gik derefter en Tur, og det er muligt, at han har forkølet sig paa denne. Thi næste Morgen, Fredagen den 16., følte han sig syg, med Forkølelsesfeber og Stik i Brystet. Hofrath Vogel, der har været hans Læge i 7 Aar, og til hvem han havde mere Tillid end til nogen anden i sit Liv, behandlede ham, og Mandagen derefter var han saavidt rask igen, at han tænkte paa at ville begynde at arbejde om Tirsdagen. Dog bleve vi Alle den Morgen forskrækkede, idet den Syge blev overfaldet af en hæftig Kulde i alle Lemmer, havde Smerter og var meget urolig; Lægen formaaede først i Løbet af 19 Timer at hæve disse Tilfælde ved et Omslag og sveddrivende Midler; han er- klærede Goethe’s Tilstand for farlig og frygtede for et Nerveslag. Dette indtraf dog ikke næste Morgen (Onsdag), idet Mid- lerne havde bevirket den nødvendige Krise, og en velgørende Sved havde bredt sig over hele Legemet; den Syge var ogsaa befriet for alle sine Smerter. Saaledes havde vi Onsdag Morgen atter noget Haab, men det svandt igen ved Middagstiden, idet Lægen erklærede, at Fjenden nu truede igen fra en anden Side, man maatte befrygte en Lungelammelse, idet Ondet havde kastet sig paa Brystet, og den Syge manglede Kræfter til at modstaa det. De kan tænke Dem, i hvilken Angst og Nød vi alle vare. Det var dog en Lykke for den Syge, at han ikke syntes at have Anelse om den Fare, han var i. Han følte sig vel, uden Smer- ter, talte dog endnu Torsdag Morgen om en god Suppe, Fisk og noget Vildt, som han havde Lyst at spise til Middag, og om de gode, kommende Dage i April, da han skulde spadsere og fuld- komment komme sig for sin Sygdom. Han vilde paa ingen Maade ligge tilsengs; han sad helt paaklædt i sin Lænestol. I Begyn- delsen vilde han ikke have andre end Tjenestefolkene om sig. Den sidste Morgen veg dog hans Svigerdatter ikke fra hans Side; hun havde vaaget hos ham de sidste Nætter, uden at han vidste det. Han holdt hendes Haand, medens han snart talte om lige- gyldige Ting, snart syntes at slumre. Faa Timer senere, KL 11, havde hans store Aand forladt det Jordiske, idet det elskede Le- geme for vore Øjne syntes at slumre hen i ædel Holdning (»in- dem der geliebte sichtliche Körper vor unserer Augen in edler Haltung fortzuschlummern schien«).«