Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

8o Herder paa Benet (ulcus cruris) og var bleven enorm fed; dette i For- bindelse med hans Smerter, som gjorde ham uskikket til at be- væge sig, gjorde ham mere rasende end en lænket Løve. Han havde været Alles Rædsel og Plage i de sidste 4 Aar; nu var det hans Omgivelser klart, at hans Død snart forestod; man havde taalt hans hensynsløse og nederdrægtige Opførsel, fordi man ikke vilde have ham til Fjende, og hans Hofmænd vare iøvrigt beskæf- tigede med at pønse paa deres Næstes Død. Ingen vovede at tale til ham om hans nærforestaaende Død; under hans Regering vare flere bievne henrettede, fordi de havde sagt, at Kongen var død. Endelig havde Sir Anthony Denny Mod til at betro ham den skrækkelige Hemmelighed, og — imod hans sædvanlige Maade — modtog han denne Tidende med et Udtryk af Resignation. Hans Ængstelse og Anger var paa denne Tid større, end det kan siges; han ønskede, at der skulde gaa Bud efter Crammer; men før denne Prælat kom, havde Kongen tabt Mælet. Crammer opfor- drede ham til at give et Tegn paa, at han døde i Troen paa Christus; Kongen rystede hans Haand og døde i samme Øjeblik (1547). Han var da 56 Aar gammel. HERDER, Joh. Gottfried (1744—1803). (Herder, Maria Carolina v. I. S. 357 og 331.) Sønnen Gottfried Herder beskriver (S. 3 57) sin Faders Sygdom som en Aftagen af Kræfterne, der i Begyndelsen af 1803 tiltog, saa at han dagligt fik Anfald af Besvimelse; en Rejse til Dresden hjalp ham godt; men i Weimar blev han atter daarligere; »han blev svagere og svagere, efter et apoplexiagtigt Anfald var hans Mave og Indvolde lammede, han spiste ikke selv, men blev ernæret konstigt; den 18. December sov han blidt ind.« Hans Hustru meddeler (S. 331): Da han stadigt havde søvn- løse, urolige Nætter, sagde han engang: »jeg begriber ikke min Sygdom; min Sjæl er sund, og kun mit Legeme er saa sygt; hvis jeg kunde være oppe, vilde jeg arbejde meget, meget!« Ofte slog han sin Arm om den gode Gottfrieds Hals og sagde: »Min Ven, min kære Ven, red mig, hvis det er muligt!« Skønt de Alle saa, at han blev svagere, haabede de dog endnu sidste Dag — »indtil han, efterat han havde haft stærke Smerter i Brystet, Søndag Morgen den 18. December faldt i den sidste Søvn; han sov hele Dagen ganske rolig, vaagnede ikke igen; om Aftenen Kl. io1/a sov han blidt og uden Smerte over i Guds Arme«. Han var da 59 Aar gammel.