Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Hinson-Hippokrates-Holberg 8 i H1NSON. (Carpenter: Human Phys. S. 152.) Execution af Hinson i Newgate, meddelt i »Daily Telegraph«,. En høj, kraftigt bygget, trodsig udseende Mand gik med raske, faste Skridt op paa Skafottet; han havde bestemt at gaa sin Skæbne imøde uden at skælve. Han raabte: Nu til den store Hemmelighed (now for the grand secret!) og da han naaede til Faldbrædtet (the drop), saa han med paataget Ligegyldighed (Nonchalance) paa Jernkæden, der hang ned fra Tværbjælken oven over ham, og derpaa ned paa sine Fødder; det saa ud, som om han stampede paa Faldbrædtet. Han gjorde Indtryk af en Mand der saa med Overlegenhed paa den Skæbne, der ventede ham. Men da Bøddelen trak den hvide Kappe over hans Hoved, syn- tes hvert Spor af Mod at forlade ham, og da Løkken blev lagt om hans Hals, rystede hans Legeme af'Frygt. Man havde ventet at han vilde gøre Modstand, men de to Vogtere, der stode bag ham, vilde snarere haft nødigt at støtte ham end at vogte kon- trollerende ham. HIPPOKRATES’ ANSIGT (Facies Hippokratis). (Foesius. 1748. Prænotiones. IL S. 125.) Hippokrates (460—372 før Chr.), »Lægekonstens Fader«, beskriver det Ansigt, der varsler om den alvorligste Fare, saa- ledes: »Næsen spids, Øjnene hule, Tindingerne indfaldne, Ørerne kolde og sammentrukne og deres nederste Del drejet om (aures contractæ imisqve suis fibris inversæ), Huden i Panden haard, spændt og tør og hele Ansigtets Farve bleggrønt (ex viridi pallescens) eller ogsaa sort eller blaaligt (lividus) eller bly farvet.« HOLBERG (1684—1754). (Scheibe: Nachricht ... S. 85.) Holbergs sidste Sygdom begyndte allerede i August 1755, da han kom til Byen fra sin Gaard paa Landet. »Han laa kun sjeldent tilsengs, han var dog saa afkræftet syg og udmattet, at han ikke kunde forlade sit Værelse. Denne Svaghed var især be- grundet i hans høje Alder; men hertil kom en Brystlidelse; han havde allerede i lang Tid haft hektiske Anfald, og Svindsoten var taget til i mange Aar; han var ogsaa i det sidste Par Aar meget plaget af ikke at kunne holde sit Vand, kort sagt, alle disse Svagheder truede nu med at ville gøre Ende paa hans Liv. Da han med Alvor havde spurgt sin Læge, hvorledes det stod til med ham, fik han da ogsaa Svaret, at Døden var ham nær. Herpaa svarede han med stor Ro: >l)et er mig nok at vide, at jeg i hele mit Liv har bestræbt mig for at være mit Fædreland Oscar Bloch: Om Døden. II. z