Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

82 Hooper-Hornemann en nyttig Borger; og jeg vil derfor gerne dø, især da jeg mær- ker, at mit Sinds Kræfter ej heller længer ville staa mig bi.« Omtrent en Maaned før sin Død forlangte han, at en Præst skulde give ham den hellige Nadver; ved denne højtidelige Hand- ling var, efter Baronens Ønske, to eller tre af hans Bekendte, Medlemmer af Universitetet, tilstede. løvrigt viste han under sin Sygdom ofte Tegn paa Utaalmodighed, noget, som ikke er ual- mindeligt hos hektiske Patienter; men han viste ogsaa Tegn paa Tro og Gudhengivenhed, skønt han ikke vilde indlade sig i Sam- taler om disse Materier med Nogen. Da Sygdommen endeligt tog meget stærkt paa ham, og hans Bryst under hæftige og smerte- fulde Anfald blev hævet saa stærkt, at hans Tjener ofte maatte trykke det ned med Magt, gav han ofte sin Utaalmodighed meget tydeligt tilkende. Han vedblev dog mest at holde sig oven Senge til en eller to Dage før sin Død; da han endeligt blev tvungen til for sidste Gang at lægge sig til Sengs; hvorpaa han døde salig Natten imellem den 27. og 28. Januar 1754.« HOOPER (se Rogers). HORNEMANN. Om Menneskets Tilstand kort før Døden. Et Fore- drag. »En Kolerapatient fra 1853, en Kollega og Ven af mig«. (S. 19.) »Da jeg kom, var, saavidt jeg kunde skønne, Agonien alt be- gyndt ; han laa med halvt aabne Øjne, med kun det Hvide i Øjet synligt (som hos Døende), kold og uden Puls; men endnu ved Bevidsthed. Jeg talte til ham om hans forestaaende Død, og han svarede mig med et smilende Ansigt, at han godt vidste og følte, at han nu skulde dø, og at han døde veltilfreds og rolig. Da jeg tænkte mig, at han med Bekymring maatte se paa Hustru og Børn og tænke paa deres uforsørgede Fremtid, idet han tilmed var uformuende, sagde jeg til ham, at han kunde stole paa, at der nok vilde blive sørget for dem. Denne Bekymring havde han dog ikke, men tog rolig, næsten glad Afsked med mig, da jeg kort efter maatte forlade ham for at se til en anden Syg, fra hvem der ogsaa var kommet Ilbud.« . . . Senere kommer der Bud til H., at den syge Læge er bedre; han kom sig. »Jeg har senere talt med ham om hans Tilstand, dengang han laa paa sit Yderste, og han har endnu fornylig sagt mig, at han nøje erindrer, hvad jeg dengang sagde til ham. Han har selv undret sig over, at han ikke følte nogen egentlig Sorg eller Bekymring ved at skulle