Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Hunter-Hus forlade Kone og Børn, og tilføjer, at han endog følte en vis be- hagelig Ro og ligesom havde sit indre Syn klarere end ellers.« En ugift, middelaldrende Dame, en nær Slægtning af H., led af en udbredt Lungebetændelse (S. 19); hun antog selv, at hun skulde dø, »længtes inderligt efter at gense Moderen og tog Afsked med os alle, før Stemmen tilsidst svigtede hende og Sanserne næsten ogsaa. Da hun havde ytret det Ønske at modtage Nad- verens Sakramente, før hun døde, skyndte jeg mig (da Øjeblikkene syntes mig kostbare) efter Præsten, som heldigvis strax kunde følge med mig. Han fandt hende saa svag, at han ytrede Tvivl om at kunne blive forstaaet af hende; men hun kunde dog, me- dens den højtidelige Handling foregik, ved en svag Bevægelse med Hovedet give tilkende, at hun forstod, hvad der sagdes. Da Præsten forlod hende, ytrede han til mig, at det vistnok snart vilde være forbi, og jeg gav ham Ret; thi Agonien syntes alt udviklet. Men kort Tid efter begyndte hun at aande lettere og rettede sig noget, og Dagen efter indtraadte Bedringen, som snart blev til Helbredelse. Hun var selv ikke tilfreds dermed; thi — som hun baade dengang og senere har forklaret mig — hele hendes Regning var alt opgjort, og hun følte sig lykkelig ved at skulle dø og nu skulde hun atter begynde at vente. Hun har ogsaa sagt mig, at en forunderlig Ro kom over hende, da hun var værst, og at Alt stod i et forunderligt klart Lys for hende, baade Fortid og Fremtid«. HUNTER, John (1725—1793). (Palmers Udgave af John Hun- ters Værker i fransk Oversættelse, se Richelot: Oeuvres I S. 150.) HUS (1575 *415)- (Real-Encyclopddiefiirprotestantische Theologie. S. 392.) Johannes Hus blev den 15. Juli 1415 ved højtideligt, offent- ligt f lenarmøde i Domkirken i Konstanz af Conciliet dømt til at brændes. Da Beretningen om Processen imod ham blev oplæst, vilde han gøre Indvendinger, men Ordet blev ham nægtet. Da faldt han paa Knæ og hævede i Stilhed sine foldede Hænder imod Himlen; da det blev sagt ham, at det var en fordømmelig Vildfarelse, at han appellerede til Christus, raabte han ivrig: »Herre, min Gud! se nu fordømmer dette Concilium endog Din Handling som en Vildfarelse; Du har jo dog selv anbefalet Din 6*