Den Færøske Lods

Færøerne bestaar af en Gruppe af 18 større og mindre Øer samt en Del Holme og Skær. Færøerne ligger paa omtrent 620N.-Br., 70 V.-Lgd. paa den undersøiske Ryg, som forbinder Nordsø-Bankenmed Island og adskiller Ishavets og Atlanterhavets dybe Bassiner. Øerne har tilsammen en Størrelse af 1399 □ km og en Befolkning af noget over 15,000 Indbyggere. Øerne, der er af vulkansk Oprindelse og tilhører den miocæne Periode, staar stejlt ud af Havet og el- skilt fra hverandre ved dybe Sunde, af hvilke mange kun er ganske smalle. Øerne bestaar særlig af Trapporfyr og Basaltmasser, der er lejret i tykke Lag og veksler med rødlig og grøn Tuf, som danner tyndere, lettere forvitrende Lag. Lagene ligger ofte næsten vandret, dog hælder de gennemgaaende lidt i Ø.-lig Retning. Basalt-Gangene er ofte snorlige og gaar lodret paa Lagene. Paa Syderø og Myggenæs findes Kul, men Lagene har kun ringe Tykkelse, og Brændselsværdien er ikke stor. Paa N.- og V.-Siden af Øgruppen er Kysten i Almindelighed utilgængelig, idet Fjeldene hæver sig næsten lodret fra Havet til en Højde af 400 å 500 m. Langs hele Syderø V.-Side findes der saaledes kun enkelte Steder,hvor Landing kan finde Sted. Det højeste Punkt paa Øerne er Slattaratinde paa Østerø (882 m) og derefter Villingedalsfjeld paa Viderø (844 m). Tæt ud for N.- og V.-Kystens stejle Fjeldsider ligger i det aabne Hav mange isolerede Klipper, de saakaldte Drangar. Ø.-Kysten af Øerne har et andet Udseende. Kystlinien er indskaaret af mange Fjorde og Bugter, og Fjeldene er i Almindelighed ikke saa stejle; selv om der mange Steder findes utilgængelige Kyststrækninger, har disse ikke saa stor Udstrækning og er ikke saa høje som paa V.-Kysten. Ejendommelig for Fjeldene er deres terasseformede Karakter, idet de danner Afsatser eller Hamre, den ene over den anden, ofte med store Flader imellem, der er opstaaet ved, at den blødere Tuf er forvitret og skyllet ud af Regnen eller Brændingen, hvorefter de ovenlig- 3