Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

107 syrling. Arsenik antændes ligesom Zink ved Ophedning og forbrænder til Rottekrudt, der opsamles sammen med Zinkhvidtet. Med Brint indgaar Arsenik en luftformig Forbin- delse, som dannes ved at behandle Zink med fortyndet Svovlsyre og tilsætte Arseniksyrling. Det er denne Omstændighed, der gør det saa let at paavise Arse- nikens Tilstedeværelse ved Hjælp af det Marshske Apparat, hvor Arsenikbrinten dekomponeres ved at ledes igennem et ophedet Glasrør. Arseniken udskilles herved metallisk og afsætter sig som et Spejl i Rørets koldere Partier. Arsenik er en Bestanddel af Schweinfurthergrønt og Kongegult samt flere Sorter Anilinfarve. Antimon. Dette Grundstof henregnes hyppigt blandt Metallo- iderne; det spiller en meget ringe Rolle som farve- givende Stof. Det forefindes i Forbindelse med Svovl som trefold Svovlantimon, kaldet graa Spydglandserts. Ophedet under Luftens Adgang forbrænder det med en hvid Flamme til Antimonsyrling. Dets højeste Ilte er Anti- monsyre. Antimon træder ligesom Arsenik i Forbindelse med Brint til en Luftart, der ligesom Arsenikbrinten ved Ophedning afsætter et Metalspejl i det Marshske Appa- rat. Arsenikspejlet adskiller sig fra Antimonspejlet derved, at det første forsvinder ved at behandles med en Opløsning af underchlorsyrlet Kali. Herved kan man altsaa skelne mellem disse Stoffer. Antimon er en Bestanddel af Neapelgult, og i Be- skrivelsen af denne Farve ere nogle af dets Egenskaber anførte. Det er endvidere en Bestanddel af Antimon- Zinnober (Svovl-Antimon).