Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

41 Ved Brænding til grøn Ultramarin kan 5 å 600 Pd. behandles i en Ovn, hvorimod man ved Brænding til blaa Ultramarin kun kan behandle 25 å 30 Pd. — Denne sidste Brænding foregaar under Luftens Adgang i liggende Jerncylindre, der ere udforede med ildfast Ler og forsynede med et Røreapparat. Flere saadanne Cylindre ere anbragte ved Siden af og over hinanden ved den samme Ild, og Brændingen foregaar saaledes, at der under Ophedningen af og til røres i Indholdet, for at dette kan opnaa en ensartet Varme. Naar Varmen er bleven saa stærk, at en lille Portion fint pulveriseret Stangsvovl fænger ved at kastes ind i Cylinderen, maa Varmen ikke gerne forøges. Naar denne Hede er opnaaet, indbringes ca. 1 Pd. Svovl- pulver i hver Cylinder, Høreapparatet sættes i Be- vægelse, og der gives Luften fri Adgang. Lignende Portioner Svovlpulver tilsættes efterhaanden, indtil den derved fremkomne blaa Farve har naaet en saa høj Grad af Kraft og Renhed, at denne ikke forøges ved Tilsætning af en ny Portion. Brændingen er da fuld- endt, Cylindrenes Indhold tages ud, og disse fyldes med en frisk Portion grøn Ultramarin. Den færdig brændte blaa Ultramarin udvaskes, da der har dannet sig noget svovlsurt Natron, som maa fjernes, hvorpaa den tørres og pulveriseres meget fint. Jo finere den pulveriseres, desto lysere og desto mere dækkende bliver Farven. Farveforandringen fra grøn til blaa Ultramarin er foranlediget ved, at det tilsatte Svovl har omdannet det grønne Ultramarins dobbelte Svovlnatrium til fem- fold Svovlnatrium. Uagtet der næsten altid arbejdes med Raastofferne i samme Forhold, fremkommer den færdige Farve dog i en stor Mængde forskellige Nuancer af forskellig Skønhed, og de maa sorteres og blandes for at give de for de enkelte Fabrikker særlige Sorter.