De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HAANDVÆRK OG INDUSTRI 125 Tugthuset skulde være en Tvangsarbejdsanstalt. »Paa det den Trygleri og Bet- leri,« skriver Kongen til Statholderen paa Københavns Slot i Oktober 160o, »som her i Riget og synderligen her udi vor Købstad København mere end paa andre Steder er udi Svang, ved billige Middel kunde blive afskaffet, da have vi naadigst til des Behov ladet opbygge og ordinere et Tugthus her sammesteds, hvor saadanne Løsgængere skulle henordnes og siden tilholdes at lære et Haandværk, hvormed de deres Brød og Ophold kunne fortjene.« Tanken til en saadan Anstalt havde Christian IV. faaet under den stadige Kamp med Lavene og ved den vedblivende og mere og mere følelige Mangel paa dygtige Haandværkssvende. Det havde sine Ulemper og uheldige Sider stadig at blive ved at indkalde disse mange fremmede Svende, — hvad om man indkaldte tremmede Mestre og indrettede en Arbejdsanstalt, hvor man, samtidig med at anbringe alle yngre arbejdsdygtige Løsgængere og benytte deres Kræfter, kunde danne en Skole for unge Haandværkere og saaledes, — uafhængigt af Lavene og Lavsordningen — faa uddannet en Stab af dygtige Haandværkere? Tugthuset kom i Gang nede ved Mølleaaen, men Pladsen blev snart fundet for indskrænket, og efter maaske ikke mere end eet Aars Forløb flyttedes Anstalten op til det gamle Helligaands-Klosters Bygninger mellem Graabrødre Torv og Fisketorvel eller Amager Torv. Den nødvendige Drivkraft fik man her fra Hestemøller. Der nævnes allerede 1607 en Mængde forskellige, mest udenlandske Haand- værksmestre som Lærere ved Tugthuset: Possementmagere, Tripmagere, Tapetma- gere, Vævere, Uldberedere, Vantmagere, Floretentripmagere, Hatstafferere, Perlestik- kere, Drejere, Simlebagere og mange andre, i alt 26 Mestre foruden Kvinder, der skulde undervise i alle deres Køns Færdigheder, bl. a. en særlig Kniplingskvinde, der skulde lære Børnene at fremstille Kniplinger, saaledes som »de udføres i Neder- land og paa andre Steder«. »Børnehuset«, som Stiftelsen snart kom til at hedde i daglig Tale, eftersom der kom færre og færre Voksne derind, medens den væsentlig rekruteredes fra Lan- dets halvvoksne Ungdom, var, — siger Dr. Oluf Nielsen, en Tid at stor Betydning for Landets Industri og benyttedes af Kongen i storartet Maalestok. Det var især Klæde, Silke, Lærred og Garn, der leveredes herfra. Et Par Aar efter, at Anstalten havde begyndt sin Virksomhed, talte den 70 Drenge og 60 Kvindfolk, men Tallet skiftede meget i Aarenes Løb. En stor Mislighed blev hævet i 1621, idet Børnene ganske adskiltes fra de Voksne, saaledes at der tales om Børnehus for sig og Tugthus for sig. Børnene fik Undervisning i Regning, Skriv- ning, og Religion ved Siden af Undervisning i et Haandværk. De ganske smaa Børn skulde spinde Uld og Bomuld o. desl. Med Tolv-Aars Alderen begyndte Undervis- ningen i et Haandværk, der fortsattes i fire Aar. De fire fornemme Borgere, der af Kongen havde faaet det Hverv at have Tilsyn med Børnehuset, skulde efter denne Tid udnævne tre-fire Mestre, — af hvilke den ene dog skulde være den paagæl- dende Læremester, — og de skulde saa bedømme, hvorvidt Læredrengen vai dygtig nok til at blive Svend. Hvis saa var, skulde de give ham Lærebrev, men endnu i tre Aar var han forpligtet til at arbejde i Børnehuset. Dog skulde han, foiuden Kost og Klæder, for hvert Stykke Arbejde have en bestemt Sum, der lagdes op foi ham til han kom ud af Børnehuset. Naar han var færdig her, fik han desuden en ny Klædning med Kappe, Sko, Krave og Skjorte og, naar han bosatte sig, et halvt Aais