De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

126 KØBENHAVN 1536—1660 ___ Husleje og en Maaneds Proviant. Men enten skulde han straks tage Tjeneste som Svend eller nedsætte sig som Mester. Gjorde han ikke det, men slog sig paa Svir og Lediggang eller undlod at gaa i Kirke mindst een Gang hver Søndag, »skulde han igen indtages i Børnehuset og der forblive, indtil han kan vide sig selv at regere«. Der kan næppe være Tvivl om, at Kongens Svende fra Børnehuset har været nok saa godt i Stand til at begynde Kampen for Tilværelsen som Svendene fra de gamle Lav. Arbejdstiden var fra Kl. 5 Morgen til Kl. 10. Middags- og Hviletid fra 10—12 og atter Arbejde fra 12—5. Der var ansat en Foged til at holde dagligt Tilsyn og Justits, og han havde baade Jærn og Fængsel og Vand og Brød til sin Raadighed. Skulde nogen tugtes med Ris eller anden legemlig Straf, skulde det altid ske i Fogdens og Mestrenes og — for Pigebørnenes Vedkommende — i Opsynskvindens Nærværelse. Og Straf kunde vel være nødvendig nok, naar man betænker, at de fleste, som kom her, var Tiggerbørn eller vanartede Børn, som man hjemme ikke kunde holde Styr paa. Selv fra de rigeste, fineste Familier var der Tilgang til Børnehuset, saaledes baade en Brockdorff og en Rosenkrands, en Præstekone, der tillige med sine Døtre »havde anstillet sig meget utilbørlig i Kirken med Dans og Drik«, Kvinder, der havde født i Dølgsmaal o. s. v. o. s. v. Der blev gjort meget for at skaffe Børnene god Kost og gode Forhold over- hovedet, men Tidens uheldige Sider, især dens Mangel paa Renlighed, maatte ve] gøre sig særlig gældende paa et Sted som dette. Der klages fra Lægen over Uren- lighed og slem Stank i Drengenes Sengkamre, hvor der undertiden laa indtil fem Drenge i Seng sammen. Børnehuset havde da ogsaa megen Sygelighed at kæmpe med. Børnene derinde døde som Fluer trods al Omhu fra Kongens Side, og under enkelte Pestperioder gik det hele i Staa. Det hele Anlæg var tilmed overordentlig kostbart at holde i Gang, og lidt efter lidt overlod Kongen de enkelte Virksomheder til Private, saaledes baade Silkevæ- veriet, Farveriet, Klædeberederiet og Valkemøllerne. Lærredsvæverierne holdtes vist- nok længst i Gang, men i de sidste Aar af Christian IV.s Levetid var den hele Virksomhed saa godt som standset. Og to Aar efter hans Død blev hele Anstalten opgivet og bortsolgt fra Kronen. Uagtet der var Silkevævere i Tugthuset, fattede Kongen dog den Beslutning i 1619 at opiette en særlig Silkeindustri i sin Hovedstad. Det er mulig Tilstrømningen af fyskeie, der flygtede fra deres Hjemland under Religionskrigens truende Udsig- ter, der har bragt ham ind derpaa. Nok er det, i nævnte Aar købte han Eske Broks Gaard paa Købmagergade; den strakte sig helt tilbage mod Pilestræde, og gennem den lagde han en tolv Alen bred Gade, der efter Kongens Silkevævere, som skulde bo i den, fik Navnet Silkevævergade eller Silkegade. Det var Christian IV.s Ønske, at der skulde leveres lige saa gode Varer her, som der kunde faas fra Ud- landet. Det bedste Materiale blev indkøbt, og de fineste Stoffer blev forarbejdet: Bliant, Fløjel, Capsa, Atlask, Damask, blommet Armassin og alle Slags Baand, og Kongen kunde paa en Herredag 1623 med Henvisning til »at den indenlandske In- dustri tager saa stærkt til, at den kan forsyne Riget med adskillige Silkevarer«, fore- slaa, at det skal forbydes at indføre alle fremmede Silkevarer med Undtagelse af »slet Silke« d. v. s.