De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

128 KØBENHAVN 1536—1660 »Silkekompagni« blev udstyret med forskellige Forrettigheder, og Kongen gik i Bor- gen for det for en Sum af 50,000 Rigsdaler, men efter tre Aars Forløb maatte det mælde Pas og erklære ikke at kunne fortsætte Driften uden stor og mærkelig Skade for sig selv og for Kongelig Majestæt. Det synes især at have været Haandværkerne, der svigtede og forlod Byen eller Landet uden Hensyn til indgaaede Forpligtelser. Silkekompagniets Virksomhed, som der var sat saa meget ind paa, gik i Staa omtrent 1630. Enkelte Borgere havde imidlertid faaet Tilladelse til at oprette Silke- berederier og faaet nogle Aars Eneret til at tvinde og berede Stik- og Sysilke. Ikke bedre gik det med et Sukkerraffinaderi, der blev oprettet 1626 paa Amager lorv, nuværende Nr. 25, og med det i samme Aar oprettede Sæbesyderi, som Eje- ren to Aar senere forbrød paa Grund af, at han leverede slette Varer »der var bløde og stank efter Tælle«. En saa fornem Herre som en Ridder af det Burgun- diske Hus, Theodorus von Rottenburgh, fik ligeledes 1620 Tilladelse til at oprette tre eller flere Oliemøller. Der blev udvist ham en Have ved den Grøft, der gik fra Sø- erne til Rosenborg Have, den senere saakaldte »Peymanns Rende«, men om hans Oliemøllers Skæbne veed man ingen Besked. Om et Par omtrent samtidig oprettede Limkogerier faar man den sikkert meget betydningsfulde Oplysning, at Ejerne — for at faa Afsætning for deres Varer, — har fundet paa den Fiffighed at udføre dem først og dernæst at indføre dem som frem- med Produkt, »paa Grund af den skadelige Begærlighed disse Rigers Indbyggere have, deres Varer fra udenlandske Steder at lade hente«. Det var jo muligt, at det var denne skadelige Begærlighed hos de Danske, der for en Del var Skyld i, at næsten alle hin Tids industrielle Foretagender saa fuld- stændig mislykkedes. Et S alt værk, som Rentemesteren Henrik Müller fik tredive Aars Privilegium paa, »for at Landet kunde forsynes med Salt og Pengene blive i Lan- det« havde ikke mere Held med sig end de øvrige, — det var allerede gaaet ind efter fem—seks Aars Forløb. En Fabrik af Høle er og Skæreknive, som to Brødre Woest fik Eneret paa at drive i 1628, synes at have haft mere Bestand end de fleste andre industrielle Virk- somheder, som Tiden saa fremkomme. Det var ellers fra Brunsvig, man fik saa- danne ling, men nu blev der lagt en Told paa alle indførte Varer af denne Art, og i Ly af denne Told voksede Industrien op. Mestre blev hentet fra Udlandet for at sætte det i Gang, og Ejerne forpligtede sig til at sælge Dusinet for 7 Sietdaler. De havde ogsaa Lov til at tage 7y2, men skulle saa være villige til, at tage de mindre gode Eksemplarer tilbage. I 1641 gik Privilegiet over paa Christian Alkenbrecht, Hans Vinberg og Fredrik Esbach, der vist alle havde været Mestre hos de nu afdøde Brødre Woest. Paa Grund af den »store Bekostning, der vilde medgaa i Begyndelsen, inden nye Mestre kunne indbringes« — ti de tre nævnte kunde ikke overkomme Arbejdet selv — var de ikke i Stand til straks at fortsætte Driften. Det blev da givet alle og enhver frit at indføre Leer, Skærknive, Partisaner og Piker nu og i Fremtiden, men fra det Øjeblik de nævnte tre Mestre har begyndt deres Drift igen, maa Ingen anden nedsætte sig paa Sjælland som Mester paa dette Haandværk i de første femten Aar. Allerede 1650 blev Privilegiet fornyet for ti Aar, og der blev lagt en Told af 2 Rdir. paa Dusinet af indførte Leer og Skærknive. Et Privilegium, som Organisten ved Helligaands Kirken, Lorens Schrøder, fik