De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HAANDVÆRK OG INDUSTRI 129 1636 paa, uden Indsigelse fra Snedkernes Side, at maatte forfærdige Symfonier og Clavicordier, havde næppe stor Betydning. Omtrent 1624 begyndte der en Glasindustri i København, uden Tvivl i al Be- skedenhed. Paa den Tid forekommer Mathias Grundtmann i foldregnskaberne som Fabrikant af »Spidsglas« — med og uden Dækkel — »Rørglas«, »Bennikeglas« og »Pasglas«. Han havde Udsalg paa Østergade. Større var det sikkert med Robert Colnet, som 1652 blev antaget som kgl. Glas- brænder med Forpligtelse til aarlig at levere Kongen 500 Spidsglas, store og smaa, samt skære, slibe og polere allehaande Glas, som Kongen maatte have Brug for. Han kendte ogsaa den Kunst at farve Glas, »saa de ikke paa Farven var til at skælne fra Ædelstene«. Colnets Glasværk laa umiddelbart ved Vandmølletaarnet, mellem dette og Volden. Han har sagtens maattet benytte Vandkraft til Slibning og Polering af sine Glas. En af Byens solideste Industrigrene var sikkert Rebslagervirksomheden. De to store Reberbaner, hvor der kunde slaas Trosser af Kabeltovs Længde, var Kongens Reberbane paa Holmen, bygget 1566, — den lange Bygning der fra Sejlhuset gik ned langs nuv. Peder Skramsgade (se Kortet Side 71 og van Wycks Billede), og Islandske Kompagnies, der laa omtr. langs nuv. Amaliegade og strakte sig fra den lille Plads ved Garnisons Kirke og ud til Amalienborg Plads. Den blev anlagt 1621 væsentlig for at forsyne Kompagniets Skibe med det nødvendige Tovværk. Men der er uden Tvivl ogsaa lavet Trosser til Udførsel, ti Kompagniet drev tillige en stor Reberbane langs Mølleaaen under Volden. Voldgaderne har jo lige til deres sidste Tider paa Grund af deres lige Strækning stadig været anvendt af Rebslagerne. Uden for Vesterport havde Byen ikke mindre end syv Reberbaner, som mod en aarlig Afgift dreves af Byens Rebslagere. Det var i det hele en ikke ringe Virksomhed, der dreves af Københavns Bor- gere uden for Byen, særlig med Benyttelse af den stærke Strøm i Mølleaaen, som fra den højtliggende Fursø løber ud i Stranden, eller af Vandløbene ved Vedbæk og Hellebæk. Men disse Anlæg hører dog nærmest det følgende Tidsrum til. I 1653 synes Frederik III. at have villet tage sin Faders Børnehusvirksomhed eller en enkelt Gren af den op igen. Han tillod i nævnte Aar en Flok fordrevne bøhmiske Klædemagere at komme ind i Landet og anviste dem Christian IV.s an- selige Ladegaard uden for Byen til Opholdssted; de skulde faa mange Privilegier af forskellig Slags, men i Stedet for de halvtreds, som havde faaet Lov at begive sig hid, kom der kun en — siger og skriver en. Og dermed døde Planen hen. Christian IV.s Forsøg paa i 1613 at ophæve Lavstvangen og indføre Nærings- frihed viste sig særlig skæbnesvanger for Befolkningen paa et bestemt Omraade, nemlig med Hensyn til de daglige Levnedsmidler. Hverken Bryggere eller Bagere eller Slagtere kunde undvære den Kontrol, de hidtil havde været undergivet. I 1622 udsteder Kongen en Forordning i Anledning af den Uskikkelighed, som han eifaiei foraarsages af, »at det enhver er frit fore udi sit eget Hus 01 at biygge, hvoifor (der) baade ere mange Slags 01, saa og enhver det efter sit eget lykke kan godt og ondt brygge og det, som de selv ville, sælge og afhænde.« For at kunne kontrolere og forbedre Ølbrygningen blev det fastsat, hvor mange Bryggergaarde, der fremtidig maatte findes i Byen. De skulle ligge, hvoi dei var