De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

140 KØBENHAVN 1660—1807 i Det var omtrent hele den nordlige Del af Byen, der brændte ned, — i store Fræk alt hvad der laa Vest for Gotersgade og Norden for Regnegade, Sværtegade, Silkegade, Amagertorv, Brolæggerstræde og St. Clemensstræderne. Kun Husene i Voldgaderne fra Vester- til Nørrevold og Larslejstræde var blevet skaanede, samt hele Ny-København. Med Undtagelse af denne Bydel blev omtrent alt, hvad »den store Ildebrand« 172<S havde levnet, et Rov for Luerne i 1795. Forrige Gang var Ilden vandret for vestlig Vind mod Øst, denne Gang gik den den modsatte Vej og fortærede alt paa Gammel Holm, hvor den opstod, undtagen Holmens Kirke. Nikolai Kirke brændte °g omliggende Huse, Højbrostræde og Færgestræde, alt imellem Gammel Strand og Løngangsstræde paa den ene Side og Klosterstræde, Frue Kirkegaard, Nørregade, Volden paa den anden Side. Omtrent 950 Huse i 55 Gader var brændt ned i de tre Dage — fra 5. Juni til 7. —, Ilden havde raset. Med stort Besvær var Frue og St. Peders Kirker blevet reddet, men Raadhuset, Vajsenhuset, Arresthuset, Admiralitetet og en Mængde andre offentlige Bygninger var gaaet tabt. Faa Aar senere sank Frue Kirkes Spir sammen, stukket i Brand 5. September 1807 af Englændernes Raketter, og antændte Universitetet og dermed hele Kvarteret mellem Larslejstræde paa den ene, og Aabenraa og Fredriksborggade paa den an- den Side, samt mellem Graabrødretorv, Skindergade, Dyrkøb, St. Pedersstræde og Volden. 300 Huse brændte ned, men ikke mindre end en 1600 havde faaet større eller mindre Beskadigelse af Fjendens Kugler. Ligesom Kultorvet opstod efter Branden 1728, opstod Højbroplads efter 1795 ved Nedlæggelsen af Højbrostræde og Færgestræde. Hauserplads, Hausergade og Suhmsgade anlagdes efter 1807, — altsammen for at skaffe Plads og Rum i den tæt bebyggede By. Af samme Grund blev heller ikke Raadhuset opført mere paa sin gamle Plads, men flyttet ned paa Vajsenhusets Tomt, saa Gammel Torv og Ny Torv kom til at udgøre een sammenhængende Plads. Tiden mellem Branden 1728 og Bombardementet 1807 er en Byggeperiode. I den fik Byen det Præg, den har beholdt til den sidste Menneskealders store Om- bygninger. Indtil 1728 og endnu for en stor Del indtil 1795 havde København end- nu haft en Del gamle, middelalderlige Bygninger og særlig en Mængde velstaaende borgerlige Huse med høje lage og svejfede Gavle, statelige Stentrapper og Karnap- per, eller med udskaaret og farvebelagt Billedskærerarbejde. Hvad den første store Brand levnede af disse Bygninger, blev ødelagt i den sidste, og med de kort efter denne og efter Bombardementet indtrædende trykkede Forhold og Statens Banke- rot fik Byen end yderligere et Præg af Tarvelighed, man kunde næsten sige af Fat- tigdom. Men København var Arve- og Enevoldskongens Residensstad, og som saadan skulde den pyntes op. Fredrik IV., der var opfyldt af Forestillinger om Kongedøm- mets Ophøjethed, havde alt tidligt begyndt paa Opførelsen af Frederiksberg Slot og det kgl. Operahus. Og trods de i Anledning af Krigen med Sverig haardt tyngende Skattebyrder, trods den store Ulykke der i 1711 ramte Hovedstaden, den store Pest, fandt han dog Midler til Opførelsen af Kancellibygningen, Holmens Vagt, Kvæsthu- huset o. fl. a. Bygninger samt til Ombygningen af Københavns Slot. Og medens Borgernes Huse efter Branden 1/28 kun langsomt rejste sig paa ny og over alt med Præget af den største Nøjsomhed og Tarvelighed, lod Christian VI. og Sofie Mag-