De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

i52 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN med dets rige Ladning, saa er der lagt saa høj Told og Komsumtion paa alle ind- førte Varer, og enhver nok saa ringe Forseelse bliver haardt mulkteret, og »den Ne- gotierende, som dog er Kongens Undersaat, faar saa liden Fortjeneste, at han næppe kan vinde det, han skal betale Skatter og Paalæg af«. »Den Handel, som Borgerskabet 4 forrige Tider har haft med Bonden og Land- manden, er nu meget ringe, da de fleste Bønder er moksen udarmede, saa de ikke formaar at købe Fisk, Sild, Salt, Klæde, Baj, Staal og Jærn, Tin, Kobber eller Mes- sing, enten til sig, Kone og Børn eller til sin Avlings Fortsættelse, i Modsætning til forrige Tider, da baade Handels- og Købmanden havde stor Næring af dem, men nu moksen ingen, da mange paa Landet nu maa lade sig nøje med Vand og’Brød, og selv dét bare Brød tit savnes og efterledes af mange«. Ogsaa for Kræmmerne, d. v. s. Detailhandlerne er det gaaet tilbage. Mange har falleret, andre »har trukket sig ind paa Kammerser, saa at i adskillige Huse, hvor tilforn var skønne Kramboder, nu ses Høker og Palteboder«, og nogle staar ledige. Selv for de før saa mægtige Bryggere gør de haarde Tider sig gældende, dels paa Grund af, »at Omgangen, der havde foraarsaget en Del store Omkostninger, saa ha- steligt blev hævet, Konsumtionen forhøjet og Hestemøllerne afskaffede; det haardeste for dem er dog den strenge Inkvisition, den haarde Bøde for en ringe Forseelse, Kroholdernes Ubillighed og den Skade, de tager af Udborgen paa Stok. Somme af dem drives i Slutteriet, somme ud af Byen, i Stedet for at i forrige Tider en fattig ringe Bryggersvend kunde saa tage til, at han paa det sidste blev Hs. kgl. Majestæt en vederhæftig Underdan, Staden en fast Borger, som svarede Skatter og Indkvar- tering og i Nøds Tid kunde gøre Tjeneste med Liv og Gods«. Det var da sikkert ogsaa kun et Udtryk for Tidernes Ugunst, naar der i 1661 blev oprettet en Kommishandel, d. v. s. Auktionshandel, og i 1688 blev indrettet det endnu bestaaende Assistenshus, hvor Folk kunde laane Penge paa Pant. Til at ind- di ivc sit 1 ilgodehavende kunde man fra 1684 mod en billig Betaling benytte to Kommissionæiei, der i det nævnte Aar havde faaet Bevilling paa at maatte betjene Folk »til Indmaningers Forkyndelse samt paa Rente udestaaende Penge og bort- lejede Huse at opsige, eller dem, som enten Penge paa Rente eller Huse til Købs eller Leje behøver, derom at forstændige«. Efter Krigens Afslutning fremkom der forskellige Forslag til Handelens og Sø- fartens Fremme, og tre Købmænd, Vilhelm Edinger, Abraham Kløeker og Hans Jørgen Solberg, fremkom med et Forslag, der faldt i den bedste Jord hos Kongen. Lige fra Enevældens Indførelse havde der været en stærk Bestræbelse oppe hos Kongerne efter at gøre deres kongelige Hoved- og Residensstad saa rig og mægtig, saa stor og prægtig som muligt. Den skulde i alle Henseender være Rigets Midt- punkt og Landets Hjerte, — alt, hvad der blev gjort for København, mente man, kom i Virkeligheden hele Landet til gode og Nytte. Kunde det lykkes at skabe en stor københavnsk Handel, vilde der med det samme være lagt Grundvolden til et rigt Handelsliv i hele Landet. Og skulde dette ikke slaa til, saa fik det være. Hovedsa- gen var, at den kongelige Residensstad kunde blive en værdig Ramme omkring Kronens Bærer. De nævnte Mænds Forslag gik da ud paa, at der skulde gives København Ene- ret paa de saakaldte »fire Species«, Salt, Vin, Brændevin og Tobak. Paa Grund af den høje Told, der svaredes af disse Varer,* dreves der nemlig et meget betydeligt