De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

NÆRINGSLIVET 1660-1728 153 Smugleri med dem, saa de undertiden kunde købes billigere ude i Provinserne end i København, hvor det ikke var saa let at smugle. Naar man nu gav København Eneret paa Indførslen af de fire Species paa Betingelse af, at de københavnske Hand- lende hentede dem hjem fra Produktionsstedet tned danske Skibe, vilde Haaden og dermed Muligheden for en større Skibsfart forøges, ligesom Toldindtægterne vilde stige, da det vilde være forholdsvis let at kontrollere, om nogen ude i Provinserne, som skulde forsyne sig i København, førte andre end de her hentede Varer. Det viste sig imidlertid, at den københavnske Flaade ikke var stor nok til at betjene det hjemlige Marked. Kongen maatte meget snart, ganske imod Forudsæt- ningerne, tillade de Handlende at fragte fremmede Fartøjer, og endelig viste det sig, at Eneretten paa Indførslen af de fire Specis i Virkeligheden kun kom nogle en- kelte formuende Negotianter til gode, der var i Stand til at indrømme Provinskøb- mændene den nødvendige Kredit. Oplagsretten paa de fire Species, der var overdra- get København 1726, blev atter ophævet 1730 af Christian VI, væsentlig paa Grund af de mangfoldige Tilfælde af falsk Ed, som forekom i Inkvisitionssagerne. Blev Købmændenes, de store Negotianters, Forretninger paa de fremmede Lande ødelagt ved Kaperi er af fjendtlige Magter paa Søen, saa blev Detailhandlerne, Kræm- merne, fortrædigede i deres Næring ved Overgreb paa Byens Gader og Torve og i Borgernes Huse. De kongelige Betjente, adelige og militære Tjenere, Soldaterne og deres Koner, der alle var fri for at svare Skat og Tynge, ansaa sig for berettigede til at søge deres Næring, som de kunde bedst ved al Slags Handel, ved Høkeri, Kro- hold og Haandværk. Ikke mindre Indpas i de Handlendes Næring gjorde de mange Fremmede, som kom til Byen, undertiden alene, men oftest i store Herrers Følge. Der maatte flere Gange udstedes Forbud mod »de Fremmede og Udlændiske, som sig her i Staden skal opholde og imod Kræmmernes Privilegier hemmelig indsnige alle- haande Kramvarer, dermed udi Husene omløber og i smaat omsælger.« Hvad der gjorde det meget besværlig at faa saadanne Omløbere straffet, var det ejendomme- lige Forhold, at København var delt i flere forskellige Jurisdiktioner, saa at militære Personer sorterede under de militære Retter, de kongelige Betjente under Hofretten og Nyboders Befolkning samt alle, der boede paa Bremerholm, under Holmens Ret. Dertil kom ogsaa, at Myndighederne ikke var synderlig forsigtige eller nøjeseende med at udstede særlige Privilegier, der kun kunde være til Skade for de skatteplig- tige, næringsdrivende Borgere. Saaledes klager Kræmmerne over, at »nogle fra frem- mede Steder hidflyttende Banqverotterere, under det Foregivende nogen synderlige og dette Land højnyttige Manufakturer og Værker at indrette, saadanne Privilegier erholdt, som en ærlig Underdan og Skatteborger aldrig hos Eders Majestæt turde søgt og begæret.« Det var ikke Smaafolk alene, der gjorde de Handlende Indpas i Næringen, ikke blot »Folk af de fremmede Herrer Ambassadørers og Residenters Suite«, som førte store Partier Kramvarer ind i Landet og solgte dem hemmeligt og offentligt mod rede Penge uden mindste Afgift til Riget eller Staden. Det hørte til de fremmede Gesandtes Rettigheder, at de indførte toldfrit, hvad de havde Brug for i deres Hus- holdning, men der var adskillige, der — uden at anfægtes af, at de repræsenterede deres Lands Monark, —holdt ligefrem Forretning. Saaledes den franske Gesandt, Grev de Chamilly, som kom hertil 1700. Hos ham kunde man købe franske Møbler, Modepynt, Vifter, Handsker og Silkebaand, — kort sagt alt, hvad der faldt ind un-