De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

158 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN fæstet paa Torvene, og uanset man beklager sig derover, og der ogsaa undertiden stilles Ordre derom, maa man dog fornemme, at Soldaternes tiltagne Frihed præ- val erer. Medens der tilforn var 20—60 Mestre i et Lav, er der nu 80, 100 ja over 200 Mestre i et Lav, hvoraf næppe de 10 kan holde saa mange Folk eller gøre Kongen og Staden den Tjeneste, som een af den forrige Tids Mestere, ja næppe 3 af et helt Lav er gode for at købe sig et Hus, men maa bo til Leje, ja 2 å 3 Slags Haand- værkere retirerer sig udi et Hus paa Lofter og Kammerser og sidder der i Armod tilsammen. Det gaar nu saaledes til, at naar en Svend har tjent sine Svendeaar ud, søger han straks at komme ind i Lavet, gifter sig, enten han har Evne til at føde en Kone eller ikke, fortærer i faa Aar, hvad han maaske har faaet ved Giftermaalet, og maa saa arbejde som Svend hos andre Mestre, medens Børnene maa ud at tigge, før de kan læse. Naar Manden dør, maa Konen gribe Tiggerstaven, medens i for- rige Tider en Mester kunde efterlade et frit Hus og Evner til at fortsætte Haand- værket, til Enken ved Gifterniaal med en dygtig, erfaren Svend, som længe havde maattet tjene og selv erhvervet sig noget, kunde blive forsynet. Kom nogen da til- ægters, hjalp de andre Lavsbrødre ham tilrette.« Regeringen havde mulig lige saa megen Medfølelse med Haandværkerne, som Magistraten efter denne Betænkning synes at have været besjælet af, men den var ikke til Sinds at komme dem til Hjælp ved at hævde de gamle Lavsrettigheder. Den søgte tvært imod paa alle Maader at komme Lavsvæsenet, Haandværkernes faste Borg, til Livs og havde særlig ingen Tilbøjelighed til at tage Hensyn til det, der udgjorde Lavenes dyrebareste Prilegium, deres Eneret til at udøve Haandværk; og naar Magistraten klagede over de mange Mestre, der efterhaanden var kommet i de forskellige Lav, glemte den, at det til Dels var sket efter Regeringens egen Til- skyndelse. Det havde jo netop fra ældgammel Tid været en af Ankerne mod Lavene, at det blev gjort saa vanskeligt for unge Mennesker at komme ind i de til Haand- værksudøvelse eneberettigede Lav, hvorved der blev stor Mangel paa Haandværksfolk. I tidligere lid havde Lavene ved Hjælp af Mesterstykket og Omkostningerne ved Indgangsgildet i Lavet formaaet at regulere Tilgangen, saa der ikke blev flere Mestre, end der saa nogenlunde var Arbejde og Fortjeneste til, men fra Slutningen af det XVL Aarhundrede var det, som det synes, med de mange tyske Svende, som kom ind i Landet i Anledning af Frederik II.s og Christian IV.s store Byggearbejder, bleven Skik at foretage Optagelsen i Lavet med en Række til Dels karikeret religiøse Ceremonier, der imidlertid bandt de saaledes optagne Medlemmer sammen i et Haandværker- bi oderskab, som man kalder Zünften. Den, der ikke havde gennemgaaet disse ret barbariske Optagelsesceremonier, der i meget lignede Studenternes »Deposits« eller »Daab« ved Immatrikulationen, var ikke »zünftig«, og hvor dygtig en Svend han end var, og hvor fuldstændigt han end sad inde med alle Betingelser for at gøre Fyldest i sit Haandværk, blev han dog ikke kendt for god alligevel. Og da de zünf- tige Haandværkere og Lav herhjemme stod i den nærmeste Forbindelse med Haand- værkslavene i Tyskland, hvor Zünften var udbredt over alt, havde de det i deres Magt at udelukke den ikke-ziinftige Svend ikke blot fra al Hjælp og Bistand fra Lavene, men fra Muligheden af at faa Arbejde, hvor han kom hen. Ti det var netop ved Zunftens aftalte, særegne Tegn, dens Maade at banke paa Døren paa, dens Maade at komme ind i Stuen paa, dens »Gruss« d. v. s. Tiltale, dens Maade at