De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HA AND VÆRK 157 møller paa St. Anne Plads. Da Bryggerlavet, der var meget misfornøjet med, at deres Hestemøller var blevet dem forbudt, senere gik ind paa at betale en aarlig Afgift af den Malt, det brugte i sin Næring, paa 68,000 Rdl., fik det lilladelse til paa ny at maatte benytte sine Hestemøller. I de sidste Aar af Frederik IV.s Regering fremstod der forskellige Fabrikker, der fik en længere Tilværelse, end de fleste af de nævnte. Ude paa Christianshavn indrettede Silke-, Ulden- og Lærredkræmmerlavet i 1727 en Lærredsfabrik og et Par Aar senere et Uldspinderi; et stort Kattuntrykkeri blev anlagt paa Blegdams- vejen, hvor Huset endnu brammer som privilegeret Kattunsværk; flere Linnedvæve- rier opstod, et Par Sukkerraffinaderier, et Eddikebryggeri, en Lakfabrik, en Køn- røgsfabrik, et Kalkværk, en Voksdugsfabrik, en Tapetpapirsfabrik og en Fabrik af Kort og kulørt Papir samt forskellige Snustobaksfabrikker, — København var i det hele bekendt for sit gode Snustobak, som jo ogsaa Borgerkonerne i »Barselstuen« viser sig at have god Forstand paa. Uden for Vesterport anlagdes en Farveplantage, den blev senere lavet om til en Tobaksplantage, og i 1723 oprettedes paa Hjørnet af St. Kongensgade og Bjørnegade, nu Fredericiagade, en Fabrik for Delfter Porcel- læn eller hollandsk Stentøj, der arbejdede med godt Resultat, saa længe den kunde glæde sig ved Eneretten til at lave Stentøj og ved Forbud mod Indførsel af frem- mede Varer. Men da dette Forbud faldt bort ved Toldforordningen af 1797, vardet ogsaa forbi med Fabrikkens gode Dage. Da Lavene blev ophævet i 1681, blev ogsaa Købmandslavet opløst. Det var, som foran omtalt, blevet dannet i 1651 af det gamle Klædebolav — Klædehandler- nes eller om man vil Grossisternes Lav — og Kræmmerlavet. I 1688 genoprettedes Handelsmændenes Lav, men blev nu delt i to: Købmændenes Lav og Silke-, Ulden- og Lærred-Kræmmernes Lav. I 1704 fik det sidstnævnte Opfordring af Kommerce- kollegiet til at oprette en Klædefabrik — særlig af Hensyn til de store Mængder af Klæde, der fordredes til Hæren —, men Lavet svarede, at dets Medlemmer hverken havde Kendskab til sligt, ejheller Tid til at forsømme den Næring, de havde lært. Haandværkerne havde, — som den mindre begunstigede Klasse — endnu van- skeligere Kaar, end de Handlende. Deres Tilbagegang hidrørte navnlig fra, at saa mange Fremmede havde nedsat sig i Byen. Da de Fremmede var fri for Byens Tynge, kunde de give bedre Køb og trak saaledes Folks Søgning til sig. Ogsaa Soldater kunde drive Haandværk uden at betale nogen Afgift, og deres Vindskibelighed gik saa vidt, hedder det i en Fremstilling fra selve Magistraten, at »af 100 Klædninger og Sko til Regimenterne var næppe 10 udførte af Lavsmestrene.« »Smedde, Tømmermænd, Snedkere, Bødkere og Vævere lider store Tab, ved at Tøjhusets, Holmens og andre aftakkede Folk med deres egne Hænder maa arbejde, hvad de kan. Men de mis- bruger Friheden grovelig, og naar de gribes i en Forseelse, har de saa stort F orsvar (Med- hold fra oven), at Straffen bliver ringe. Hvad Soldaterne klædes i, forskriver Officeierne selv fra fremmede Lande og ikke hos Kræmmere og Købmænd her. Da Soldaterne sta- dig opholder sig her i Garnison, bruger de eller deres Koner ofte Høkeri og Ølsalg, og indflytter i Huse og Kældre, som en fattig Borger og Haandværksmand af Aimod har maattet forlade, og sidder der uden Skatter og Afgifter. Hvad Klagemaal høiei vi ikke daglig af Borgerskabet, hvorledes Soldaterkoner, som næiei sig med Høkien af røget Flæsk, salt Kød, Smør, Ost, Æg, Gryn og deslige, saa godt som med Gevalt og med Hug og Slag tvinger Borgerkoner fra de Steder, som de staai paa og har