De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

160 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN holde sin Stok, at knappe sin Frakke paa, at den zünftige Svend kunde legitimere sig, hvor han saa kom. Og denne Magt benyttede de med stor Tyranni. De vilde ikke noget Sted arbejde sammen med de ikke-zünftige Svende eller arbejde paa en ikke- ziinftig Mesters Værksted, de vilde ikke sidde til Bords med dem, ikke drikke af Krus med dem, men viste dem Haan og Foragt, hvor de kom, og gjorde det til sidst umuligt for de danske Svende, som ikke havde ladet sig »behøvle«, som det med et fra Snedkelavets Ceremonier laant Udtryk hed om de zünftige Svende, at tjene Brødet i deres eget Fædreland. Alt, hvad der i mindste Maade bar Præg af Uafhængighed og Selvstændighed, var i Følge sit Væsen Enevælden en Torn i Øjet. Allerede 1664 udtalte Statskollegiet sig mod Lavenes Egenraadighed, deres Ret til at sammenkalde Lavsmøder paa egen Haand, deres Jurisdiktionsret over Lavsbrødrene, deres Eneret paa at udøve Haand- værk og endelig deres undertiden ret anstødelige, zünftige Ceremonier. Regeringen agtede ikke at ophæve Lavene, dertil var Tiden ikke moden endnu, men den vilde have Haand i Hanke med dem og have »alle Inkonvenienser og Misbrug« afskaffet. I den Anledning befalede Kongen 1669 sit Statskollegium at undersøge, hvor- vidt Lavsai tiklerne kunde bestaa med den absolute og suveræne Arveregering, og tillige »om de var gavnlige til Handelens og Næringens Befordring«. Et Par Aar ef- tei blev det Kommercekollegiet, der fik med Sagen at gøre, og dette afgav efter 10 Aars Arbejde en Betænkning, der førte til Loven af 23. December 1681. I Følge denne tillodes det Enhver lovligt og tilbørligt at nære sig af det Haandværk, han vai oplært i, naar han først havde taget Borgerskab. Derfor var det ikke nok, at han som før mældte sig hos Lavsoldermanden, nu skulde han ogsaa mælde sig hos Byens Magistrat og desuden betale en Afgift til de Fattige. Men Svendene skulde intet betale, noai de havde udlært. Ingen skulde herefter være pligtig at fremlægge Fødselsbiev, det vil med andre Ord sige, at den gamle Fordom mod uægte Fødsel, som allerede Christian IV. havde forsøgt at bryde, ikke længere vilde blive taalt Mestiene maatte heller ikke holde Lavsgilder 5 dette blev forbudt under strenge Bø- der, ligesom det ogsaa blev forbudt at kræve Mesterstykke af Mænd, der kunde be- vise at have væiet Mestre andetsteds. Det skulde heller ikke mere forlanges af en Mester, at han skulde have rejst paa sit Haandværk. Ingen Møder eller Sammen- komster af Mestre maatte finde Sted uden Magistratens Minde; — om man fandt det nødvendigt skulde et eller flere af dens Medlemmer overvære Mestrenes Mø- der. Enkelte af Magistratens Medlemmer havde efter tidligere Bestemmelser funge- ret som Bisiddere ved Lavenes Sammenkomster, saaledes at hvert Lav havde haft sin bestemte Magistratsperson til »Patron«. Men dette blev nu, uden Tvivl for at vanskeliggøre Bestikkelser, forbudt, og Pligten til at fungere som Bisidder i Lavene skulde fremtidig gaa paa Omgang mellem Magistratens Medlemmer. Mestrene maatte holde saa mange Svende, de vilde, og skulde hver mindst holde een Dreng, som var født i Kongens Riger og Lande. Endelig blev det Lavene forbudt at gøre nogen Af- tale om Priserne paa deres Arbejde, og det blev stillet hver enkelt Mester frit at sælge sine Varer, som han kunde. Bestemmelserne om, at uægte Børn skulde have samme Ret inden for Lavene som ægte Børn, og Fordringen om, at Magistratens Tilladelse skulde indhentes til hver Lavssammenkomst, vakte stor Forbitrelse hos Mestrene. Og ikke mindre Har- me vakte hos Svendene Forbudet imod al »Zunft«. De gamle Optagelsesceremonier