De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

170 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN at de store Dokumenter fra København, der gav Os elskelig Jacob Severin Eneret til Handel og Sejlads paa det fjerne Grønland. Farligere endnu blev Hollænderne under Island for det Islandsk-Finmarkske Kompagni, der 1733 overtog Handelen paa Island og Finmarken, mod at yde Kon- gen en aarlig Afgift paa 8000 Rdlr. — fra 1743 sat op til det dobbelte. Thi takket være den Gridskhed og det Snyderi, som de københavnske Købmænd i det gamle islandske Kompagni, der havde overtaget Handelen mod bl. a. at paatage sig Lan- dets Forsyning, havde udvist mod Islænderne, vilde disse langt hellere have med Hollænderne at gøre. Og da Københavnerne stadig, ogsaa under de nye Forhold, misbrugte deres Monopol mere og mere, kan man ikke undre sig over, at det gik tilbage med den islandske Handel. Og det kunde næppe siges om den som om den Færøske Handel, der ligesom i gamle Dage blev drevet for kongelig Regning, at den gav »saa temmelig Profit«. I 1743 var alle Deltagerne i det Islandsk-Finmarkske Kompagni Hørkræmmere i København; der blev indført den stærkeste Lavstvang; ingen kunde fremtidig blive islandsk Købmand uden at være i Hørkræmmer- lavet. Og nu begyndte Lavsmisbrugene, der ellers væsentlig mærkedes hos Haand- værkerne, i stor Stil. Høje Priser, daarlige Varer, Vilkaarlighed, Hensynsløshed, urig- tig Maal og Vægt — og Underbalance alligevel! Til sidst blev Islændernes Klager og Jammerraab saa lydelige, at der m aa tte gøres noget. Regeringen overtog da selv Handelen, men overdrog i 1763 baade den og den grønlandske Handel til det Al- mindelige Handelskompagni. Ti til Trods for de indvundne, temmelig tarvelige Resultater vedblev man dog at danne nye Handelskompagnier. Det var øjensynligt det Asiatiske Kompagnis Held, som virkede opmuntrende. Den gamle Eventyrlyst, der lige fra de store Sø- vejes Opdagelse havde bemestret sig Sindene, blussede op ved den mindste føjelige Luftning, hvor store Skuffelser og Tab der end var lidt. Uagtet man saa for sine Øjne, hvor jævn og fast Fortjeneste der var ved Østersøfarten og den indenlandske Sejlads, som udelukkende besørgedes af Enkeltmand, Købmænd uden for Kompag- nierne, higede dog alle efter den store Fart. Og det til trods for at man endnu ikke, eller om man vil ikke længer, var i Stand til at bygge Skibe til Langfart herhjemme, ja, vel næppe altid kunde være sikker paa at kunne bemande Skibene med egne Folk. I 1735 begyndte den driftige Handelsmand, Andreas Bjørn, paa sin opfyldte Plads paa Christianshavn at bygge Skibe, men det var kun en Begyndelse, og Handelsflaadens aarlige Tilvækst af større Skibe fra dette ene Værft kunde ikke blive betydelig, sær- lig da Staten ogsaa lagde Beslag paa dets Virksomhed ved at lade det bygge sine Orlogsmænd. 1 Forstaaelse af, at Landets Mangel paa Udførselsvarer var en Hindring for Storhandelen, naar denne ikke gav saa rigeligt Udbytte som den ostindiske og kine- siske, besluttede nogle praktiske Mænd, den nævnte Købmand Bjørn, Borgmester Holmsted og Admiral Suhm, at kaste sig over Fragtfarten »forsyne Fremmede med fremmedes Varer« og hente alle i Landet nødvendige Artikler med egne Skibe fra deres Tilvirkningssted, og stiftede i Aaret 1747 det »Almindelige Handelskompagni«. Det skulde særlig sejle paa Middelhavet i dets hele Udstrækning, — her var jo Sej- ladsen efter Traktaterne med Sørøverstaterne blevet sikret, saa danske Sømænd ikke længer behøvede at frygte for at komme i Slaverierne, — men havde dog ogsaa til