De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

172 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN blev meget daarligen eller uredeligen administreret, og man fik i nogle og tyve Aar al- drig en Skilling i Udbytte.« Ikke bedre gik det det »Afrikanske Kompagni«, der blev oprettet i 1755 med Handelen paa Marokkos Atlanterhavskyst for Øje. Efter faa Aars Forløb gik det ind, — det Almindelige Handelskompagni blev indløst af Kon- gen 1771 — og man forstaar, at de Herrer Legationsraad de Verrayon og Morten Munk havde nogen Vanskelighed ved at faa Folk til at interessere sig for det af dem i 1763 paatænkte »Handelssocietet paa Levanten.« li Sporene begyndte at skræmme. Og medens det i Reglen gik de store, fint udstyrede Handelskompagnier — de kunde sjælden nøjes med ringere end en Ex- cellence til 1 læsident saa ilde, saa man i stedse stigende Grad de Handlende uden for Kompagnierne tjene store Penge ved Sejlads, ikke blot som før paa Østersøen og Vesterhavet, Franske og Spanske Havne, naar det kom højt, men paa lange Farter som ind i Middelhavet. I 1759 fik ikke mindre end 250 Skibe fra København Søpas paa Middelhavet. Og samtidig var den frie Søhandel bleven udvidet paa andre Kan- ter. Det Vestindisk-Guineiske Kompagni, der havde forløftet sig ved Købet af St. Croix, kunde ikke komme til Kræfter oven paa det. Da Befolkningen paa Øen ikke havde noget højere Ønske, end at komme ind under Kongens eget Dominium og gav sit Ønske til Kende ved Andragender til Kronen, og da Deltagerne i Kompag- niet, særlig efter Andreas Bjørns Død, meget gerne vilde ud af Kompagniet, overlog Kongen i 1754, rigtignok med betydelige Ofre, omtrent halvtredie Million Rigsdaler, de vestindiske Øer, ophævede Kompagniet og det dermed forbundne Sukkerraffina- deri og frigav Handelen baade paa Øerne herude og paa Kolonierne paa Guinea- kysten. Der blev dog stillet den Betingelse, at Handelen udelukkende skulde drives med danske Skibe, og ligesom der kim maatte indføres danske Varer paa Øerne, skulde alle Produkter der ude fra bringes til Moderlandet. Fra nu af var det alle og enhver tilladt at raffinere Sukker i København, og det københavnske Slikker maatte sælges over alt i Riget, hvorimod det var forbudt at indføre Sukker til Kø- benhavn andetsteds fra. Alt i 1761 sejlede der 52 Skibe paa Vestindien, og det af dem hjembragte Sukker udførtes atter for en Del fra København til Østersøen og Holland. Under den stadige Udvikling af Søhandelen og Handelsskibenes Stigen i Antal og hi emgang i Størrelse, maatte der naturlig stilles stadig voksende Fordringer til Københavns Havn. Fra det Aar, Christian IV. havde afmærket Nordgrænsen for Byens nye Havn ved at flytte loldboden ud paa Landgrunden lige over for Blok- huset paa Rævshalen, var der ikke blot løbet meget Vand, men uheldigvis tillige meget Sand i Stranden. Vel var Mølleaaen delvis kastet til og delvis afledet, saa fra den kom dei ikke saa. megen Sandtilførsel som før, men ad mange andre Veje fra den voksende By var Havnen udsat for Tilstopning, ikke mindst fra de store Opfyld- ningsarbejdei \ est for Slotsholmen. Følgen var, at der i Kanalerne omkring Slots- holmen, den gamle Havn, ikke var Vand nok til, at selv mindre Skibe kunde lægge til Bolværk. Ogsaa ude i den nye Havn var det smaat med Vand langs Bolværkerne her kunde kun Skuder paa 3—4 Bods Dybgaaende lægge ind — og selve Renden var fyldt op, saa der i Indløbet, Bomløbet, ikke var mere end 17x/2 Fod Vand. Mange af Bolværkerne, der skulde vedligeholdes af Ejerne af Grundene indenfor, var i en meget maadelig Forfatning; om det saa var Jærnrækværket paa Knippelsbro var det gaaet itu, og man havde i 1730 ikke haft Raad til anden og bedre Repara-