De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

176 KØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN terne fik det ene Laan af Regeringen efter det andet; der blev tilstaaet dem Skattefrihed og andre Lettelser, og den ene Klædefabrik og Uldspinderi opstod efter det andet. »Me- dens der i 1730 kun var tre Uld manufakturer i København, var der otte Aar senere fjorten med 99 Væve og 1016 Arbejdere.« Kommercekollegiet havde ganske vist den Opfattelse, at det, det kom an paa, var blot, at der blev mange Fabrikker. Men det var dog lige saa nødvendigt, at der ogsaa var Efterspørgsel efter Fabrikkernes Varer, og det var netop en saadan Efterspørgsel, der savnedes. Hvad der blev udført til Kolo- nierne og andre Steder var ikke af nogen Betydning. Med Silkemanufakturerne gik det paa samme Maade. Der anlagdes en Række Silkespinderier, ja, man begyndte endog paa Østerbro, Norden for Kastellet, at plante Morbærtræer, som efter Sigende lykkedes udmærket. Silkeormene havde man der- imod ikke saa megen Glæde af; de vilde ikke rigtig gøre Gavn og havde særlig i fugtige Sommere ikke Lyst til at spinde. Hvor nu Skylden laa, saa blev Resultatet det samme som ved Uldmanufakturerne, at man ikke opnaaede saa gode Varer som dem, man kunde fremstille i Udlandet. Og som det gik med Uld- og Silkemanufakturerne, gik det med Linned- og Lærredmanufakturerne, med Baandfabrikker og Hattefabrikker, med Strømpevæveri- erne og de mange forskellige Kattun- Silke- Uld- Fløjls- og Klædestrykkerier, der opstod. Det gjaldt blot om at faa Fabrikker i Gang, og enhver Projektmager, som fremtraadte med blot saa megen Energi, at han kunde faa paabegyndt en Fabrik, og med saa megen Beskedenhed, at han ikke lige straks indjog Angst og Forskræk- kelse, kunde være sikker paa at blive taget under Armene af Kommercekollegiet, under hvem Industrien sorterede. Og det var ikke blot paa Tekstilomraadet, at Fa- brikkerne mylrede frem. Der blev anlagt Tobaksspinderier, Tobaks- og Kridtpibefa- brikker og Sukkerraffinaderier, der blev oprettet Spejlfabrikker og Metalvarefabrikker og m. m. Der var alt i 1722 i Store Kongensgade bleven anlagt et »Porsellinsværk«, som dog ikke lavede Porcellain, men Stentøj i Lighed med Delftervarerne. Nu blev der anlagt to Fajancefabrikker til, Hofnagels ved Sortedamsø og Fortlings paa Ka- strup og der blev gjort Forsøg paa at oprette en virkelig Porcellainsfabrik. Det lyk- kedes med stor Bekostning tilsidst at fremstille Porcellain paa Fabrikken ved Blaa Taarn nede ved Langebro; Fabrikken blev atter nedlagt i 1766, men under Fransk- manden Fourniers Ledelse var der fremstillet en Vare, der nu hører til det mest eftertragtede paa denne Industris Omraade. Men den naturlige Forbindelse for alle disse industrielle Anlæg, nemlig at der var Brug for deres Varer og Mulighed for at faa dem afsat, var uheldigvis ikke til Stede. Og det hjalp ikke, at Regeringen lod Præsterne tale bevægeligen derom fra Prækestolen og lægge Undersaatterne deres Pligter paa Hjærte. Det hjalp lige saa lidt, at den lod Politiet gaa paa Jagt efter enhver, hvis Frakke eller Vest forekom mistænkelig og lige saa lidt, at den, saa snart Lejlighed gaves, tvang Folk eller Byer til at købe et vist, større Kvantum Varer, blot for at skaffe Afsætning. Da det alminde- lige Magasin havde bestaaet i 30 Aar, havde det kostet Staten 167,000 Rdl. Det blev nu omdannet til et »Generalmagasinskontor«, og skulde ikke som før ledes af et Kolle- gium, men af en praktisk Forretningsmand. Den nye Kurs blev angivet i den Be- stemmelse, »at Fabrikata ej skulde modtages til Salg uden Gevinst for Kontoret«. Generalmagasinet Hk dog kun faa Aar at virke i. 1771 blev det ophævet af Struen-