De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HANDEL 1728—1807 179 af et Lav, der kunde beskytte dem mod uberettiget Indgreb i deres Næring. Den vigtigste Fordring, de stillede, var den, at ingen andre end Grosseieme maatte have Oplagsret, samt at enhver, som ønskede at optages i Lavet, skulde have staaet 6 Aar i Lære som Dreng hos en Grosserer og derefter 4 Aar som Kontorbe- tjent eller Bogholder. Inden nogen kunde faa Borgerbrev som Grosserer, skulde han endelig underkastes en Eksamen af Formanden og de to Ældste i Societetet, dei havde at udstede en Attest for hans Duelighed. Forholdet er i Virkeligheden det, udtaler Grossererne i deres Andragende, at det i Øjeblikket er alle andre end Kjøbenhavns Grosserere tilladt at handle baade en gros og en detail. Forbudet mod at handle en detail gælder kun dem alene. Det er ikke enhver, siger de, »der er kvalificeret til at føre nogen reel eller saakaldet Handel en gros, men saadanne Subjekta alene, som fra Ungdommen af have tjent ved vel indrettede Handelskontorer, hvor ordentlige Bøger holdes, bestandig inden- og udenrigs Korrespondance føres, og derved haft Lejlighed til at lære alt, hvad dei hører til den reelle Handels sande Drift. Dette naaes sandelig lige saa lidt ved en blot Teori uden Praksis som i Detailhandlernes aabne Boder eller Kældre. Da nu alle handle en gros uden at have taget Borgerskab: Embedsmænd, Folk, der parti- cipere i de oktroyerede Kompagnier, Detailhandlere, Haandværkere og mange andre, vil heraf resultere den borgerlige Grossererstands Undergang«. Grossererne fik imidlertid intet ud af deres Forestillinger. Handelslavene var dem for stærke, og end ikke et saa billigt Forlangende som det, at det skulde være dem tilladt at »kvittere« en gros Handelen og indtræde i Handelslavene, naar de fandt for godt, vilde man gaa ind paa. Klagede Grossererne over, at Kræmmerne og en Mængde andre gjorde dem Indpas i deres Næring, saa klagede til Gengæld Kræmmerne over den store Mængde »Omløbere«, d. v. s. Personer af begge Køn, der løb omkring i Husene og falbød deres Varer. Men det var ikke saa lige en Sag at faa Ram til disse Folk. Dei var nemlig, efterhaanden som de franske Moder trængte ind blandt Polk, blevet Bi ug for en stor Masse Ting, som man i de gode, gamle Dage ikke kendte noget til ellei følte nogen Trang til. Som Følge deraf nævnedes de ikke i de forskellige Bestem melser om, hvad hvert Handelslav maatte handle med. Efter det Navn, man snart med sikker Opfattelse af Frankrig som Forfinelsens og Galanteriets rette Hjem, gav dem, nemlig Franske- eller Galanterivarer, opstod der nu en ny Slags Han len e, a lanterihandlende, der var en Torn i Øjet paa Byens gammeldags Foi retnings o . i de giorde aabenbart Indgreb i deres Næring, men da Byens Borgeie, eller vel sær ig ens Borgerinder, var som besatte efter at købe netop de Sager, som ingen an re en a lanterikræmmerne handlede med, var de nødt til at finde sig i dei es ra i , som ogsaa snart kom ind under mere lovlige Former, idet Omløberne i mange i æ e tog Borgerskab som Galanterihandlere. 1 1722 blev dei gjort Porsøg me at sætte visse Grænser for deres Virksomhed, idet det fastsattes, at Galanten ram »me stendels« bestod i Handsker, Vifter, Hovedsæl, broderede Halsklude, Tørklæder Baand, Plamager, Etuis »og saadant Smaatøj, som i de andre a an en o er p ejer at sælges«. Hele Stykker Lærred eller Kniplinger maatte de ikke sælge, uden for saa vidt de var benyttede i de syede Varer eller Klædebon. Mærkeligt nok regnedes og- saa Konfekturer og Likører, ja Champagne, Bourgogne og italienske \ nie med til de Varer, det kunde tillades at forhandle i Galanteriboderne, ligesom Kaffebønner,