De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

 180 KJØBENHAVN UNDER ENEVÆLDEN Te, Silke og Pudder, »Sæbebolte« og Snustobak, Lak og ungarsk Vand m. m. Ga- lanterivarer kaldtes ogsaa »Taboletkram« eller Tavletkram, d. v. s. Nipssager til Op- stilling i Tabletter eller trekantede Hylder. En egen Slags Kræmmere, der havde ikke ringe Lighed med Galanterikræm- merne, men var meget ældre i Byen, var Nürnbergerne; de handlede væsentlig med Landkort, Ure og Legetøj. Endnu til Slutningen af det XVIII. Aarhundrede kunde man tage Borgerskab som Niirnbergerkræmmer. De franske Galanterikræmmere indførte den Skik at holde aaben Bod eller Butik. Tidligere havde man enten handlet fra Bod eller Skur paa Gade eller Torv under Markedstiden og Torvedagene eller, lige som i gamle Dage, fra sit Udsalgs- vindue. Nu blev det Skik al indrette en Bod i sin Forstue, saa Folk kom ind fra Gaden for at handle. Nogle af Københavns Galanterikræmmersker lever endnu i Holbergs Komedier. Kan man mulig ikke pege paa en bestemt Person for den vægelsindede Lucretias Vedkommende, ei »Fionskc Maria« og »Madame Louise« virkelige kjøbenhavnskG Figurer. Den første var Knke efter Dansemester Choquet og havde en liden Handel med biabantske og andre I raadkniplinger og deslige Galanterier. Den sidste, som havde Bod paa Købmagergade, fik af Byfogeden det Vidnesbyrd, at »hun er og passerer for en vederhæftig Kone og sidder i god Brug og Negoce med franske Va- iei og Galanterier.« Hun hed i øvrigt Louise Rosset og er særlig bekendt gennem sin Søn, Claudius Rosset, der blev en af Byens store Velgørere. Handelslavenes Kamp mod Omløberne kunde imidlertid ikke føres med rigtig Kraft, ti det viste sig, at mange af Lavenes egne Medlemmer ikke blot forsynede Omløberne med Varer, men selv holdt Omløbere for at komme i saa direkte For- bindelse med Publikum som muligt. Den eneste Maade, paa hvilken det var Handelslavene muligt at sætte en Stop- per for dette Uvæsen, var at stramme Lavsbaandene og atter faa Lov til at holde indbyrdes Justits. Samtidig søgte de at hemme Adgangen til Lavene saa meget som muligt. Det var denne Gang Ui'tekræmmerlavet — ved sin Forbindelse med Isen- kræmerne paa den ene Side og Sukkerbagerne paa den anden stod det midt imellem Handels- og Haandværkerlavene, — der gik i Spidsen for Lavsrettighederne. Urtekræmmerne erklærede, at de ikke længer kunde holde sig oven Vande, ti der var alt for mange i Lavet — for slet ikke at tale om alle dem, der uden for La- vet gjorde dem Indpas i Næringen. Naar blot der maatte blive sat en Bestem- melse for, hvor mange der maatte være i Lavet, og de saa maatte faa Lov til at holde indbyrdes Justits, kunde de nok klare sig som i de gode gamle Dage. Der vilde sikkert være Brød nok for f. Eks. 48 Urtekræmmere og Sukkerbagere og 12 Isenkræmmere, og det er dog bedre, skriver de i deres Andragende til Magistraten, at saa mange med deres Familier kunne tjene deres Brød, end at et Hundrede eller flere skulde søge Brødet i Armod og Fattigdom. Dette vilde Myndighederne vel ikke gaa ind paa, og der blev heller ikke foretaget noget væsentligt mod Omløberne, men paa eet Omraade lykkedes det Urtekræmmerlavet at føre sine Fordringer igennem. Det blev det indrømmet, at ingen Urtekræmmer maatte have mere end een Dreng, og at ingen Svend kunde optages i Lavet, uden at han havde staaet 7 Aar i Lære’ og var Ejer af en Sum paa 1000 Rigsdaler eller var i Stand til at købe sig en Kræm- mers Hus. Med disse to Bestemmelser var Adgangen til Lavet saa besværliggjort, at