De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

42 SPAREKASSEN FOR KJØBENHAVN OG OMEGN Paludan. Efter at have gennemdrøftet og tilrettelagt Sagen, udsendte Stifterne en Indbydelse til at deltage i Foretagendet den 24. April 1820, og den 1. Maj aab- nedes Kontoret for Indbetalinger i »de 32 Mænds« (Borgerrepræsentationens) For- samlingssal paa det nuværende Domhus. Dette Skridt fra disse ansete og høj tstillede Borgeres Side var tænkt og blev gjort som en filantropisk Gerning: det var helt udenfor deres Tanker at »gründe« et Pengeinstitut, nej, deres Mening og Maal var frivillig og gratis at ofre Tid og Kræfter paa at hjælpe »den tjenende Klasse« til at »forekomme Armoden« ved at føre den »tilbage til den ægte Sparsommeligheds Aand«, som Pengeforvirringen saa sørgelig havde svækket og maattet svække. Det har sikkert været som talt ud af deres Hjerter, naar Jens Benzon saa faa Aar før havde tilraabt Tjenestetyende og Daglejere i Datidens svulmende Sprog: »Henlægger nu herefter til en samlet Nødskil- ling, hvad I hidtil forødede til Næring for Eders Sanselighed, og værer derfor tar- velige i Eders Levemaade og Klædedragt, kappes ikke heri med de Rige, i denne ulige Strid maa I altid tabe, men kappes med dem i huslige Dyder, her kunne I altid overgaa dem, her kunne 1, endogsaa overvundne, altid vinde«. Selv udtrykte de sig mere nøgtern: »hvor mange Fristelser er der ikke til at udgive de Penge, man bestandig har mellem Hænder? Man forledes kun altfor let til unødvendig Udgift«, og »hvor skulle Tjenestefolk med Sikkerhed og Fordel anbringe saadanne ringe Summer, der maaske ofte ikkun udgøre enkelte Mark eller Rigsdaler?« »At tilbyde de Sparsommelige en bekvem Lejlighed« hertil, var derfor netop »vort Formaal«, man vilde gøre Smaafolk »Sparsommelighed let«. Og ligesom man til dette almennyttige Formaals Fremme selv gav sit Arbejde — Stifterne mødte per- sonlig op hver Mandag og Onsdag Kl. 8—10 og varetog Kontorgerningen vederlags- frit — saaledes fik man ogsaa hertil Statens og Nationalbankens Støtte, idet Mid- lerne af disse modtoges til 5 °/o Forrentning, for at Sparekassen derved kunde blive sat i Stand til, foruden at faa dækket sine Administrationsomkostninger, at yde sine Interessenter 4 % Rente. Sparekassen fungerede saaledes egentlig kun som en Slags Mellemmand mellem Publikum og de nævnte Institutioner. Til Bestridelsen af de første Udgifter ved Etablering osv. indkom der ved fri- villige Sammenskud 1400 Kr., der saaledes blev den lille Begyndelse til Sparekassens Formue, og forskellige Medborgere, saasom Drewsen paa Strandmøllen og Bogtryk- ker Briinniche, hjalp Kassen gratis til dens første Tryksager. Tidspunktet for Kassens Aabning var for saa vidt særdeles heldigt, som Seddel- kursen netop fra 1820 blev mere stadig og stigende, hvorved Sparsommeligheden atter fik fast Grund under Fødderne. At der under saadanne Forhold virkelig var Trang blandt Smaafolk til at faa deres Spareskillinger godt anbragte, viste sig strax: allerede den første Dag kom der hele 103 Indskud, og Aaret sluttede med et Inde- staaende af c. 170,000 Kr., fordelte paa 1096 Konti, hovedsagelig stammende fra Tjenestetyende eller indsatte for Børn. I de nærmest følgende Aar blev Tilstrømningen stedse større og større, saa at Arbejdet begyndte at voxe de 5 Direktører over Hovedet. Desuden blev den Maxi- malgrænse, som baade Statskassen og Nationalbanken havde sat for, hvor store Summer de var villige til at forrente for Kassen, Gang paa Gang overskredet og ganske vist udvidet paany, men hver Gang mindre villig: ved Udløbet af det 6. Regn- skabsaar henstod der saaledes allerede c. 1 Mill. Kr. i Statskassen og c. % Mill. Kr.