De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

KJØBENHAVN 145 Brandskadernes ringe Tal (1822 og 1823 var der endog slet ingen Brandskade, 1824 kun for 199 Rdl.!), siden ved stigende Deltagelse og dermed voxende Præmie-Ind- tægter. I 1839 var man allerede naaet til 66,000 Rdl. paa et Police-Antal af 9700 (mod 2460 i 1822), og Formuen var samtidig stegen til 1,168,500 Rdl. I sjette Frederiks Tid gjorde Compagniet saaledes gennemgaaende god Fyldest. Var vel Præmierne for de gode Risikoer, til Trods for Nedsættelse baade i 1820 og i 1830, utvivlsomt for høje, var de til Gengæld for lave for de slette Risikoer; det ene bødede paa det andet, og af Monopolet tog ingen Forargelse. Til Tidens Krav sva- rede saavel den Højfornemhed, der tronede foroven i Selskabet — selve Statsmini- ster E. Schimmelmann (Skatmesterens Søn) var saaledes Direktør lige til sin Død i 1831 — som den spartanske Tarvelighed, der prægede den Kontor-Betjening, Publi- kum blev til Del. Men Fyrrernes Oppositions-Aand kunde naturligvis ej heller lade denne gammeldags Blanding af Ærværdighed og Stilfærdighed i Fred. Efter Chr. VIII.s Tronbestigelse androg Grosserer-Societetets Komité om Monopolets Ophævelse — Handelsstanden fandt nu med ét hverken Betryggelsen eller Billigheden stor nok. Compagniet søgte da at ride denne pludselige Storm af ved den 5. December 1840 at beslutte Grundfonden forøget til en Million og Præmierne nedsatte med Vs- Paa disse Vilkaar i Forbindelse med Oprettelsen af et Repræsentantskab paa 9 af General- forsamlingen valgte Mænd lykkedes det den 15. December 1841 at faa Monopolet kgl. bekræftet, og den 24. Maj 1843 udstedtes derefter en ny Octroy. Ved Tronskiftet 1848 havde man i alle Nationens ledende Kredse andre og større Anliggender og mer end nok at tænke paa, og Octroyen blev derfor under almindelig Uopmærksomhed confir- meret uden ringeste Vanskelighed. Saaledes fik Compagniet paany en Aar-Rækkes uforstyrrede Virksomhed i Ro og Mag, og gennem Fyrrerne og Halvtredserne steg da ogsaa Præmie-Indtægten jævnt fra ca. 60,000 til ikke lidet over 100,000 Rdl. aarlig. Men allerede fra først i 60erne begyndte Tiden at løbe fra Compagniet: den monopoliserede Stilling viste sig faktisk uholdbar, Konkurrencen udenlandsfra gik udenom Octroyen — man forsikrede Mulkten med — og ved Tronskiftet i 1863 opgav Compagniet rent at søge Privilegiet fornyet. Det nævnte Aar begyndte det saakaldte »Almindelige Compagni« at drive For- retning i Kjøbenhavn, efter at det hidtil havde holdt sig til det øvrige Danmark. Det var blevet stiftet i 1798, altsaa faa Aar efter den anden store Brand i Hovedstaden, dog ikke saa meget paa Foranledning heraf, som for at skabe en gavnlig Modvægt til de i Hertugdømmerne fra Arilds Tid bestaaende Møbelgilder, smaa lokale Gensidig- heds-Forsikringer, hvori allehaande Misbrug gik i Svang. For først og fremmest at overflødiggøre disse dannedes da det nævnte »Møbel-Assekuranz-Selskab«, som iøv- rigt blev stiftet paa samme Maade som det kjøbenhavnske: ved en Regeringsakt med Lovskarakter som »kgl. octroyeret«. Octroy af 4. April 1798 bestemte dets Forret- ningsfelt til Løsøre (»rørlige Ejendomme«), dets Omraade til Kongens Lande og Ri- ger udenfor Kjøbenhavn. Eller rettere, hvad der under den senere Udvikling fik Be- tydning, udenfor Kjøbenhavns »Volde«, indenfor disse maatte det kun tegne, hvad det kjøbenhavnske Compagni ikke vilde have. Længe gik det dog kun smaat med dette Selskab; med Handelens Tilbagegang i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede svandt Varelagrene ind, og til Indbo-Forsik- ring vænnede man sig kun langsomt. I Aaret 1821 var der i Alin. Compagni kun tegnet 9‘/2 Mill. Kr., 1831 15,6 Mill. Kr. Først i Fyrrerne tog Forsikringslysten Fart, men