De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

KJØBENHAVN 15 stadige Væxt, kun i et endnu raskere Tempo! I 1785 var han oppe paa 90,000 Rdl. C., 1792 paa 140,000 Rdl,, 1797 naaes de 200,000 Rdl., 1802 de 300,000 Rdl., 1806 de 400,000 Rdl., 1810 de 500,000 Rdl. — og Stigningen kulminerer i 1812 med 550,000 Rdl. C.! Som det rigtig er bleven sagt*), er der noget rent ud forbløffende ved denne stadige Fremgang. At der tjentes store Penge i Halvfemserne, som der af Faderen var blevet det 1774—82, er forstaaeligt nok, thi disse tvende Tidsrum var jo netop Kjøbenhavns saakaldte glimrende Handelsperiode. Men derefter er dog de følgende Aar fulde af Begivenheder, der bragte al fredelig Handel og Vandel nok af Farer og Fortræd. »Christiansborg Slot brænder 1794, Kjøbenhavn gaar op i Luer 1795, Sla- get paa Rheden staar 1801, og Kjøbenhavn bliver bombarderet i 1807, Ulykker, Sorg og Tab vælter ind over det lille dansk-norske Samfund, — men den Suhrske Forretning, den voxer stadig«, voxer endog i den vanskelige Tid under Krigen med England, og det skønt dens Kulforretning da standsede helt i flere Aar. Saa kom i 1813 Statsbankerotten, og overfor den kunde selvfølgelig end ikke den Suhrske Formue holde Stand. Ved Udgangen af 1812 var den, som alt nævnt, bleven anslaaet til 550,000 Rdl. C., ved Udgangen af 1813 kunde den kun opføres med 301,000 Rigsbank-Dalers Navneværdi. Og nu blev det for Alvor vanskelige Tider for den Suhrske Forretning. Da Ole Bernt Suhr døde i 1815, havde Sønnen, den unge Johannes Theodor, som der- efter blev Forretningens egentlige Leder, drøje Aar at gennemgaa, inden han atter fik det gamle Firma paa ret Køl. Af udestaaende Fordringer tabtes der et Beløb lige saa stort som hele Forretningsformuen i 1813, navnlig paa den norske Forretning tabtes der store Tilgodehavender, og op til 1820 var der stadig Tilbagegang i den aarlige Status. Men saa var ogsaa Bunden naaet, og fra 1821 begynder igen den for det Suhrske Hus saa ejendommelige jævne og stadige Væxt — skønt den nær- mest følgende Tid dog ellers var trang nok for Land og Folk som Helbed. Dog i 30erne begyndte Forholdene gennemgaaende at blive bedre, og i 1842 ved Mode- ren, Enkefru Dorothea Suhrs Død, havde Theodor da ganske rigtig ogsaa bragt Formuen op til allerede at være noget over 800,000 Rdl. I 1846 naaede den Millio- nen, og 1853 var der yderligere kommen en halv Million til. Men denne Suhr, Genoprejseren af det gamle Firmas Rigdom og Ry, var ogsaa en ægte Købmand, en Købmand i den store Stil, en Mand, for hvem »Huset« var Et og Alt, »J. P. Suhr & Søn« den Trylleformel, det Sesam, som for ham fik Bjer- get til at springe op — hint Bjerg, hvor han ifølge Fru Heiberg »sad og spandt Guld«. Meget kunde der berettes om denne mærkelige og helstøbte Personlighed, »Manden med de kolde Fingre«, den nysnævnte Kunstnerindes faderlige Ven, gift med selve »Dejligheden« i den Kamma-Rahbekske Kreds. Dog indenfor dette Værks Rammer maa vi nøjes med at minde om, at Theodor Suhr i 1827 28 lod bygge den første større Dampmaskine i Danmark, og at denne Begivenhed i Forening med Firmaets Overtagelse af Frederiksværk danner et Vendepunkt i de danske By- erhvervs Historie: vor hjemlige Industri vaagner fra nu af op til nyt Liv efter lange Tiders dødlignende Dvale. ♦) C. Nyrop: Det Suhrske Hus i Kjøbenhavn 1749—1899, S. 80. Ovenstaaende Skildring støtter sig overhovedet væsentligst til dette udmærkede og interessante Værk, der burde være almindelig bekendt.