De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

60 KØBENHAVN UNDER KRONEN dem, nemlig Skovbogade. Det hedder nemlig her, at den, der vil sælge Sko, skal udstille dem i Vinduet i sit Hus, eller og »i ret Skobod«. Lavet udvalgte selv to Mestre, som hver Lørdag skulde gaa rundt til alle Sta- dens Skomagere og syne deres Arbejde, »om der var nogen ond Gerning« d. v. s. noget slet og uforsvarligt Arbejde imellem. Var dette Tilfældet, havde de Lov til at tage det med sig og fremlægge det paa Gildestævne til alle Gildebrødres Skøn. Ingen udenbys Skomager maatte bo Byen nærmere end 2 Mil og arbejde for Bønder eller andre. Dog maatte en Skomager ogsaa inden for denne Grænse ar- bejde for Adelsmænd og Gejstlige. Og kom der udenlandske Skomagere til Byen og falbød fremmed Fodtøj paa Torvedage eller andre Dage, skulde Oldermændene have Ret til at søge Byfogedens Bistand for at faa del beslaglagt, indtil de Fremmede havde betalt deres Bøder. Men var det Lavenes Opgave at sørge for at begrænse Adgangen til Haandvær- ket, saa der kunde blive Arbejde nok for Mestrene, maatte det blive Øvrighedens Sag at sørge for, at der dog blev gjort saa meget Arbejde, at Menigmand kunde faa, hvad han behøvede til Livets Nødtørft, og uden at blive tvungen til at betale alt for glubende Priser for de første Livsfornødenheder. Hos Bagerne var det ikke nok, at Oldermændene gik rundt og undersøgte Brødets Vægt og Art, her gik selve Byfogeden samt Byens Kæmner med omkring, og hver Lørdag skulde alle Ba- gere i nogle Timer, — i alt Fald fra Kl. 7 til 10 — udstille deres Brød paa Tor- vet Syd for Raadhuset, nu Nytorv, for at Byens Folk kunde undersøge og selv over- tyde sig om, hvis Brød der var bedst og mest ustraffeligt. Men den Mester, der undlod at udstille sit Brød, maatte betale en Bøde paa 6 Mark. Bagerne solgte ikke blot Brød fra »deres Vinduer« i det Hus, de beboede, men ogsaa paa Torvet og fra mange Bagerboder rundt omkring i Byen. Men trods alle Paabud om at levere godt og fuldvægtigt Brød til skellig Pris, høres der dog stadig Klager fra Menigmand. Ogsaa over Skomagernes høje Priser klagedes der, og Kong Hans maatte stadig formane Borgmestrene om, at tilholde Skomagerne at sælge deres Sko og Støvler, »som lige og skelligt var«. Og medens man over for Bageren greb til det Middel, naar han ikke vilde rette sig efter rimelige Fordringer, »at spigre hans Vindue til«, d. v. s. at lukke hans Udsalg, saa greb Kongen her til det endnu kraftigere Middel at ophæve alle Skomagerlav i Aaret 1507. Men Lovens Arm var ikke saa stærk i hine Tider, snart er Lavene i fuld Gang, om end med nye Artikler, der indskærper Skomagerne at sælge »Sko og Støvler for redeligt og skelligt Køb«. Og tilmed for- søges der en Indskrænkning af de Udgifter, som var forbundne med at komme ind i Lavet, ti Kongen havde et klart Øje for, at den gamle Skik med Igangskosten var et af Lavenes sikreste Midler til at holde sig fri for Tilgang af Folk, som ikke i Forvejen var Lavet lydige, og for en dermed følgende Konkurrence. Ti det er sikkert gaaet her som alle Steder, hvor man følger blindt i de Gam- les Spor, umuliggør al Kappestrid og lukker sine Døre i for nye Tiders friske Strøm- ninger, at der indtræder en Stagnation. Og hvor der ikke er Fremgang, er der Til- bagegang. Der kom den Tid, hvor det ved Mesterprøverne kom mere an paa, om Igangskosten var god og Øllet rigeligt og stærkt, end paa at Mesterstykkerne var, som de skulde være. Men de gamle Lavsprivilegier var ikke saadan at komme til