De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

BYEN OG HAVNEN 1536—1660 69 B FRA REFORMATIONENS TIL ENEVÆLDENS INDFØRELSE ELLER TIDEN MELLEM DE TO STORE BELEJRINGER, 1536—1660 I BYEN OG HAVNEN De to Konger, der med faa Aars Mellemrum ved Vaabenmagt var blevet Herrer over København, havde hægge været besjælede af det samme Ønske: saa snart som muligt at vinde Byens Borgere for sig. Og hertil havde de hægge anvendt det Mid- del, der maatte anses for bedst egnet til at gøre Indtryk paa Befolkningen, de havde hægge skænket den Jord og saaledes bidraget til dens Udvidelse. København havde fra sin tidligste Tid og paa Grund af sin Oprindelse som et lille Fiskerleje paa Stranden været klemt inde mellem Havet og den nærmeste Landsby, Serridslev, der laa inden for Søerne, — omtrent hvor nu Kunstmuseet lig- ger ved Sølvgades Forlængelse . Dens Marker strakte sig lige ind under Stadens Mur, hæmmende og spærrende for Havnebyens Vækst og Udvikling. Men under Belejringen 1523 var Serridslev bleven ødelagt og dens Jorder hjemfaldne til Kon- gen og Roskildebispen. Frederik I kunde derfor give det undertvungne København en virkelig kongelig Gave ved 1525 at overlade den sin Del af Serridslevs Jorder. Denne Gave var ikke dikteret af lutter Elskværdighed, men lige saa meget af klog Beregning. Under den nylig stedfundne Belejring var Befæstningens svage Punkter blevet aabenbare, og med Udsigten til et Angreb af Christjern II var det af den yderste Vigtighed saa snart som muligt at faa Byen i god Befæstningsstand igen. Særlig havde Kongen sin Opmærksomhed henvendt paa Nordvestfronten, der fra Byens ældste Dage synes at have været dens svageste Punkt. Her blev da Sta- dens gamle Hjørne flyttet fra Hanetaarnet, der saaledes ophørte at være Hjørne- taani, omtrent 850 Fod længere mod Vest; og lier opførtes omtrent 1528 det ovale Hjørnetaani, der fik Navn efter den ældgamle Betegnelse for Stedet, Jærmers Gab, og blev kaldet Jærmers Taarn. En lille Del af det staar endnu som det sidste Minde om Københavns gamle, om end ikke ældste Befæstning. Byen inden for Voldene voksede altsaa med den Trekant, der kan betegnes som liggende omtrent mellem Lars-Lej stræde samt Nørre- og Vester vold. For at skaffe Vand nok i den nye Stadsgrav, der nu førte saa meget længere mod Vest, lod Kongen dæmme op for Alløbet fra de dengang vandrige Søer, Lersø og Emdrupsø, ude mod Nord; dette Afløb kaldtes Rosbæk og førte fra Lersøen mod Øst ud i Sundet, forbi den gamle kgl. Gaard paa Strandvejen, som i alt Fald senere var en Kro med Navnet Vartov. Hele Vandmængden i disse Søer og i Moserne der- omkring maatte nu søge gennem det vestlige Afløb, senere kaldet Ladegaardsaaen, ned til Peblingesø, hvorfra det gennem Stadsgraven eller gennem den senere Rosenaa og Engene, der nu optages af St. Jørgensø, søgte ned til Kalvebodstrand. Fredrik I.s Befæstning fra Jærmers Taarn til Stranden er endnu betegnet ved Hus- rækken fra Nørre- og Vestervold, der skærer skraat ind paa Vartov. Befæstningen be- stod af en Mur med en Jordvold foran bag den omtalte Grav. Mellem Jærmers Taarn og Vesterport, der laa lige ud for Vestergade, stod et rundt Taarn, en Rundel i