De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

68 KØBENHAVN UNDER KRONEN ser i deres Længsel efter den gamle Konge, at maatte falde Christian III. og hans holstenske Hær til Fode. Men Folket glemte aldrig Christjern II. trods de mørke Minder, der knytter sig til hans Navn. Og i Folkevisen om Høgen (Adelen), der driver Ørnen (Kongen) af Landet, vil han mindes, saa længe der tales dansk Sprog paa Jorden: Alle smaa Fugle, i Skoven ere, de give paa Høgen stor Klage: han river af dem baade Fjer og Dun, han vil dem af Skoven jage. Men Ørnen han bygger i Fjeldet ud. Saa fløge de sammen i Egetop, de lagde deres Raad paa ny: hvorledes de kunde en Fuglekonning faa, dennem kunde fra Høgen fri. Frem da traadte den søllige Krage, hun var saa sorrigfuld: »Kejse vi os den gamle Ørn! jeg haaber, han vorder os huld!« Til svared alle de andre smaa Fugle, de svarede ja dertil: »Nu er Ørnen Fuglekonning, saa længe som Gud han vil.« Dertil da svared den stolte Høg: »Vi steder det ingenlunde; og skal den Ørn være Fuglekonning, han lægger os øde i Grunde.« Det da spurgte den gamle Ørn, lian blev saa vred udi Hu: saa slog han til den stolte Høg alt med sin skarpe Klo. Derved da glædtes de andre smaa Fugle, og sjunge med hver sin Stemme; i Lunden var Fryd og Fuglesang, alt der, som Ørnen var hjemme. Sammen da sankes de Høgehære, de skjule baade Skov og Kær: »Vi ville os fare til Lunden frem og gøre den Ørn et Blær.«*) Det da hørte den simple Due, hun fløj til Ørnen og sa’de: »Nu da komme de Ørnehære, de agte at gøre dig Skade.« »Det da svarede den gamle Ørn, saa baade hans Øjen de runde: »Saa mange Mus de bide en Kat, ti maa jeg rømme af Lunde.« Bort da fløj den gamle Ørn alt med sine Unger smaa; de andre smaa Fugle de bleve da vilde, de vidste dennem ingen Raad. Nu sidder Høgen i Egetop og breder han ud sin Vinge: de andre smaa Fugle, i Skoven ere, han monne saa jammerlig tvinge. Nu er der Sorrig udi Lunde, som før var Fuglesang; de fattig smaa Fugle mig ynkes over, dem Tiden skal være saa lang. Nu sidde alle de andre smaa Fugle, de tie saa kvær som Sten; de have nu mist deres dejlige Sang, naar Gud vil, fange de den igen. f) gøre Blær = volde Ufred.